Få søger udsat skolestart
Kun 11 pct. af den nye årgang i 0. klasse har søgt om udsat skolestart - sidste år var tallet 19,3 pct.
Fristen for at søge om udsat skolestart for de børn, der ifølge kalenderen skal begynde i skole til august, er netop udløbet. Det har vist sig, at bunken af ansøgninger er noget tyndere end man kunne vente, når man sammenligner med erfaringer fra tidligere år. Kun for 51 børn ud af 461 i årgangen har forældrene søgt om at udsætte skolestarten med et år. Det svarer til 11 pct. I indeværende skoleår har 19,3 pct. af årgangen fået udsat skolestarten. Som noget nyt skulle man i år søge om at få lov at vente med skolestarten hos skolechefen - det er en ny procedure, før kunne forældrene selv bestemme det. Skolechef Jakob Ryttersgaard tror, at det fokus har været med til at nedbringe antallet. - Jeg tænker, at både forældre, børnehaver og andre, der er på banen, når det gælder overgang fra børnehave til skole, har været meget fokuserede på, hvor man har det enkelte barn, og hvad det kan profitere af. Vi har fået også mere fokus på vores overgang fra børnehave til skole, hvad vi gør godt, og hvad vi kan gøre bedre, siger Jakob Ryttersgaard, der tilføjer, at det kun er en vurdering af årsagen til den tynde bunke. - Vi ved det ikke, siger han. Han har læst ansøgningerne igennem og skal nu i gang med at behandle dem sammen med dagtilbudschefen og Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR). Om nogle af forældrene risikerer at få afslag på deres ansøgning, kan han ikke svare på. - Men jeg synes, det er flotte ansøgninger, det er nogle forældre, der har gjort sig nogle klare overvejelser om barnets udvikling sammen med børnehaverne, siger han. Et af målene med den nye procedure er at få indsigt i, hvorfor så relativt mange venter - Brønderslev har hidtil ligget højt sammenlignet med andre kommuner. Desuden vil man fra politisk side gerne have tallet nedbragt. Forældrene kan vente svar i løbet af denne uge. Skoleindskrivningen begynder i næste uge fra mandag 23. januar. Godt to tredjedele af ansøgerne er drenge.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.