Pension

Få styr på den oversete del af din pension

Du bør sikre, at du og din familie er godt nok stillet, hvis du pludselig ikke længere kan passe dit arbejde, anbefaler to pensionsrådgivere

De fleste tænker pensionen som en opsparing, de skal bruge, når de bliver ældre og forlader arbejdsmarkedet. Men har du styr på, hvordan du er stillet, hvis du bliver uarbejdsdygtig på grund af sygdom eller en ulykke 10, 20 eller 30 år før folkepensionsalderen? Modelfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

De fleste tænker pensionen som en opsparing, de skal bruge, når de bliver ældre og forlader arbejdsmarkedet. Men har du styr på, hvordan du er stillet, hvis du bliver uarbejdsdygtig på grund af sygdom eller en ulykke 10, 20 eller 30 år før folkepensionsalderen? Modelfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

PENSION:Ved du, hvordan du er stillet, hvis en ulykke eller alvorlig sygdom tvinger dig fra arbejdsmarkedet før tid?

Langt de fleste danskere har en forsikring mod tab af erhvervsevne hos deres forsikringsselskab. Men mange har ikke styr på, hvordan de egentlig er dækket.

Og det er en fejl, lyder det samstemmende fra to uvildige pensionsrådgivere.

- Det er den allervigtigste del af en pensionsopsparing, men den er desværre lidt overset, siger Dan Løkke, som er pensionschef hos Arvad Finanshus.

Mange tænker nemlig hovedsageligt på deres pension som en pose penge, der skal forsøde pensionisttilværelsen.

- Men sker der noget i morgen, skal den forsikring være din indkomst de næste mange år, forklarer Dan Løkke.

Det første, du skal tjekke, er, hvad du egentlig har af muligheder. For er du i et pensionsselskab som et led i din overenskomst - det gælder for eksempel mange medlemmer af FOA og 3F - er det ikke sikkert, du har så mange knapper at skrue på.

- Her kan det være fastlåst, hvor meget af pensionsbidraget der for eksempel går til opsparing og forsikringer, forklarer Søren Andersen, der er uvildig økonomisk rådgiver og stifter af FPension.

Hvor meget kan du leve for?

Derefter skal du undersøge, hvad din forsikring egentlig dækker. Der er for eksempel forskel på, hvornår den træder i kraft.

- Bliver du sygemeldt i morgen, er der nogle selskaber, hvor du skal igennem et ressourceafklaringsforløb, før forsikringen dækker. Det kan tage flere år, forklarer Søren Andersen.

I den tid skal du leve af en såkaldt ressourceforløbsydelse, der svarer til kontanthjælp. Derfor kan det være, du skal have andre økonomiske løsninger i spil, hvis du bliver uarbejdsdygtig fra den ene dag til den anden.

Du skal også gøre op med dig selv, hvor meget du vil kunne leve for. Et udgangspunkt kunne være 80 procent af den løn, du tjener i dag.

- Og kig så på din økonomi. Er der noget, der gør, at du har brug for mere eller mindre? Det kunne være, at du har et stort lån i huset og familie, du skal forsørge, siger Søren Andersen.

- Eller det kan omvendt være, at du lever i sus og dus, men det har du måske ikke behov for, hvis du bliver syg, tilføjer han.

Dan Løkke råder til, at du - især hvis du har langt til pensionsalderen - vælger at allokere lidt mere af dit pensionsbidrag ind i forsikringen for at undgå at ende i en penibel økonomisk situation.

- I sidste ende er prisen for eksempelvis 80 kontra 40 procents dækning ikke noget, der kommer til at påvirke din pensionsudbetaling så meget, at det vælter budgettet, siger han.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst