Hadsund

Få vil se stuntshow

HADSUND: Familie og kulturafdelingen i Hadsund Kommune læner sig op ad noget i retning af et frit fald med tilbuddet til kommunens skolebørn om at møde en stuntman. Antallet af tilmeldinger til stunt-showet, der er kommunens eget bidrag til årets sommerskole, har været skuffende lavt, selvom det som de øvrige tilbud er gratis. Kun 14 har tilmeldt sig i Hadsund og 11 i Als. På den baggrund er man allerede blevet enige med stuntmanden Knud Aage Bærenholdt, der driver "Stuntakademiet" i Vejle, og som altså skulle have optrådt både i Hadsund og Als, om at man kan lave én fælles optræden. Hvis da ikke tilstrækkeligt mange efter denne omtale har fået lyst til at melde sig til. Sidste frist er egentlig i dag, men kommunens ansvarlige for sommerskolen, Trine Gundesen, åbner dog mulighed for at tilmelde sig på mandag. - Men så er det også absolut sidste frist, siger hun. En del af formålet med Knud Aage Bærenholdts optræden er at afmystificere noget af al den vold, børn og unge konfronteres med i for eksempel film. Men pædagogikken forenes med det underholdende. Således har Hadsund Kommune fået lovning på, at showet suppleres med special effects som sprængladninger, skud og masser af teaterblod, så børnene får en "uforglemmelig oplevelse".Aha