Lokalpolitik

Får ansvar for 4000 ansatte

Farsøs kommunaldirektør skal være it- og personalechef

FARSØ:Farsø Kommunes nuværende kommunaldirektør, Peder Eg Pedersen får fra 1. januar 2007 et nyt arbejdsområde. - Jeg skal være forvaltningsdirektør med særligt ansvar for it, løn- og personaleområdet i den nye Vest-himmerlands Kommune, og jeg er sikker på, at det bliver en mega-spændende opgave, siger Peder Eg Pedersen. Han skal blandt andet være med til at integrere både telefon- og it-forbindelser i den nye stor kommune. En stor opgave - Det bliver en stor opgave, og jeg tror ikke, at vi kan bruge hele det eksisterende telenet i vores opgave, så der venter en del arbejde, siger Peder Eg Pedersen. Han fortsætter indtil videre som kommunaldirektør i Farsø Kommune i overgangsperioden, men samtidig skal han også være med til at udvikle strukturen i den nye storkommune. - Der venter en større koordinering af it-strukturen, og det er et stort datanet, der skal sættes op, siger kommunaldirektøren. Peder Eg Pedersen skal som nævnt også være øverste chef for medarbejderne, og her venter også en udfordring. - Du skal regne med, at vi bliver omkring 4000 medarbejdere i kommunen, og de fire oprindelige kommuner har jo hver deres politik og kultur på mange områder, siger Peder Eg Pedersen. - Vi ved jo endnu ikke, hvor mange opgaver, vi skal overtage efter at amterne bliver nedlagt, og så er der jo også forskellene i kultur. Der er sikkert forskel på rygepolitik og på feriepoltik, og det er et stort arbejde at gå i gang med, siger Peder Eg Pedersen.