Får ingen jobgaranti
Plejehjemmets ansatte er ikke lovet job efter lukning

- Der er ingen garanti, men vi vil gøre rigtig meget for at få flest muligt placeret i andre job, siger kommunaldirektør Søren S. Steensen. Arkivfoto
BRØNDERSLEV/ASAA:De ca. 15 ansatte på plejehjemmet Tonnishave kan ikke være sikre på at have et job, efter lukning af hjemmet.
Det står klart allerede nu, selv om der endnu ikke er sat dato på lukningen.
- Vi følger de generelle aftaler inden for personaleområdet, siger borgmester Lene Hansen (S).
Kommunaldirektør Søren S. Steensen uddyber.
- Der er ingen garanti, men vi vil gøre rigtig meget for at få flest muligt placeret i andre job. De ansatte på Tonnishave vil få fortrinsret til interne stillingsopslag inden for området, siger Søren S. Steensen.
Fagforeningen FOA har allerede holdt det første møde med de ansatte.
- Vi skal forsøge at finde den bedst mulig løsning for de ansatte. De fleste har jo været ansat på Tonnishave i mange år, så det er rigtig træls for dem, siger sektorformand Hanne Christensen.
Det første møde mellem FOA og kommunen bliver holdt i den kommende uge. Her er det meningen, at der skal snakkes om de ansattes muligheder og laves en køreplan for de kommende møder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.