Får og geder skal i cirkus

I år har Kimbrerskuet lejet Cirkus Dannebrogs store telt

Dyr 20. september 2006 06:00

AARS: Mens køerne må nøjes med at blive trukket rundt i en af messehallerne, så får Kimbrerskuets får, geder og 4H-dyr en vaskeægte cirkusmanege at gå rundt i. Arrangørerne af dyrskuet har nemlig lejet Cirkus Dannebrogs store cirkustelt, som vil blive stillet op ved Kultur- og Messecenter Aars 6. og 7. oktober. Det runde telt erstatter de mindre telte, som plejer at rumme 4H-udstillingen samt kaniner, får og geder. Nu bliver det hele samlet i ét, stort telt. Folkene fra cirkus kommer selv og sætter teltet op og tager det ned igen, og det kan de gøre lynhurtigt. På nuværende tidspunkt er der tilmeldt hele 65 får til skuet. 18 af dem er dyr, som i løbet af sommeren har modtaget høje pointtal på andre dyrskuer landet over. Nu skal de altså vurderes på samme skue, så der bliver tale om en slags danmarksmesterskab. Geder bliver der ni af, mens publikum og måske ikke mindst børnene kan glæde sig til at se hele 113 kaniner. Det er ny rekord på Kimbrerskuet, og som noget nyt bliver der i år en demonstration af, hvordan man klipper angora-kaniner. Endelig er der alle de mange forskellige dyr fra 4H-gården foruden 4H-børnenes private kæledyr. 4H-børnene vil som sædvanligt også komme med smukt dekoreret gærbrød, hjemmedyrkede grøntsager og andre ting, der hører en god, gammeldags husholdning til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...