Får ramt af husdyrsygdom

KØBENHAVN:Husdyrsygdommen bluetongue har meldt sin ankomst til Danmark. Et får ved Sakskøbing har fået konstateret sygdommen. For at forhindre sygdommen i at brede sig, indførte myndighederne lørdag en række restriktioner for bedrifter med kvæg, geder, får og hjorte indenfor en radius på 150 km omkring den ramte besætning, og der er ekstra skrappe regler på Lolland og Falster. Store dele af det sydlige Danmark er allerede ramt af restriktioner på grund af udbrud i Tyskland. Bluetongue overføres med mitter, der er små flyvende insekter. Dyrene smitter altså ikke direkte hinanden, og sygdommen rammer ikke mennesker. Der er i alt 250 dyr i den lollandske besætning, men kun ét dyr har haft symptomer på sygdommen. Et af dem er den blåfarvede tunge. Der tages nu prøver fra alle de andre dyr for at se, om flere er smittede. - Det er ikke nogen overraskelse, at vi nu ser et udbrud af bluetongue på Lolland. Sygdommen har spredt sig eksplosivt i løbet af de seneste måneder op gennem Europa. Vi havde håbet at kunne undgå at få sygdommen til Danmark i år, da der er færre mitter i efteråret og vinteren. Vi forventer nemlig, at der til den tid er udviklet en vaccine. Men desværre er sygdommen allerede nu kommet til Danmark, siger veterinærdirektør Jan Mousing, Fødevarestyrelsen. /ritzau/