Fåredræbere fundet

Hobro 19. september 2002 08:00

HOBRO: De to hunde, der formodes at stå bag drabene på mindst tre får ved Bramslev, er nu fundet. - Vi fandt frem til dem sidst på dagen tirsdag. Og i dag har vi så taget kontakt til ejerne, fortalte vicepolitiinspektør Jørgen Villadsen fra Hobro Politi i går. De to hunde har forskellige ejere, og politiet har fundet frem til begge. - Den ene er en granddanois-tæve. Der har vi sigtet ejeren for ikke holde sin hund inde, og han har indrømmet, at det er hans hund, siger vicepolitiinspektøren. Den anden hund er af uvis race. Den er på størrelse med en cockerspaniel og minder om en hyrdehund. - Vi har set den løbe løs sammen med granddanois'en og vi ved, hvem ejeren er. Men vi har ikke fået snakket med ham endnu, forklarer Jørgen Villadsen, der føler sig overbevist om, at de har fat i de rigtige hunde. - Et vidne, der sejlede på Mariager Fjord, har med sit eget kamera taget billeder af hundene, der løber mellem fårene. Han har dog ikke billeder af, at de dræber fårene, lyder det fra Jørgen Villadsen. Begge hunde er lænkede nu. Og politiet skal have afhørt begge ejerne. Derefter vil der blive taget stilling til, hvad der skal ske med hundene. - I første omgang får ejerne pålæg om at overholde hundeloven og holde deres dyr inde på deres egen grund. Vi får se, hvad der skal ske derefter, siger Jørgen Villadsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...