Fodbold

Fårup Cup handler ikke kun om fodbold

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Voersådrengene gør klar til den næste kamp

Af Poul Borup jammerbugtnordjyske.dk SALTUM: Selvom vejret mest var til is og badning, havde mange hundrede børn og deres forældre alligevel valgt at bruge søndag formiddag på at se og spille fodbold. Fårup Cup, som efterhånden er en næsten 20 år gammel tradition, kunne i år trække 119 hold til området. Turneringen blev i år spillet i Aabybro, Jetsmark, Thise, Vester Hjermitslev, Vrensted, Øland/Halvrimmen og Saltum, alle stadions i en overkommelig radius af Fårup Sommerland. Deltagerne er både drenge og piger i alderen fra 6–16 år, og hele arrangementet afsluttes med en tur I Fårup Sommerland. - JBU er begyndt at vægte det sociale aspekt mere og mere og er klar over, at hvis man bare skal holde status quo med medlemstallet skal der gøres noget ekstraordinært. Det skulle sådan en dag gerne være med til, siger repræsentant fra JBU "s ungdomsudvalg under region 1 Georg Sørensen. - Vi mærker tydeligt en dalende interesse for holdsportsgrenene og må derfor forsøge med alternative metoder. Keld Bordinggård, der er træner for U-21 landsholdet og tidligere assistenttræner for A-landholdet har udtænkt den nye strategi, hvor resultaterne bliver nedtonet og det at være sammen er det vigtigste. Derfor vil man gerne markedsføre Fårup Cup som en totaloplevelse, f.eks. bliver resultaterne ikke offentliggjort og der bliver ikke uddelt præmier, men derimod diplom og medaljer til alle, siger han. Drengene fra Voerså, der spillede i U-14 puljen i Saltum, var i gang med opvarmningen til den første kamp mod Aalbæk. Til daglig spiller de i U-14 række b, og som en ikke uvæsentlig ting for drengene, fører de rækken. De var ikke i tvivl om at afslutningen i Fårup Sommerland trak godt i dem. Deres træner Ole Kristensen kunne fortælle at klubben havde valgt at betale turen for drengene og dermed gøre dagen til en tilbagevendende begivenhed sidst på forårssæsonen. Voersås holdning til ideen med stævnet er nok meget typisk for en lille klub, hvis bedste hold spiller i serie 4. Deres eneste chance for stadig at kunne bestå, baserer sig udelukkende på de sociale tiltag, man kan tilbyde sine medlemmer.