Fårup Sommerland får første underskud i 27 år

2020 blev ikke så dyrt et år som frygtet hos Fårup Sommerland, selv om antallet af gæster faldt 30 procent.

Forlystelsesparken ved Blokhus i Nordjylland havde knap 400.000 gæster sidste år, hvilket er 30 procent fra en normal sæson. (Arkivfoto)

Forlystelsesparken ved Blokhus i Nordjylland havde knap 400.000 gæster sidste år, hvilket er 30 procent fra en normal sæson. (Arkivfoto)

BLOKHUS:Sidste år bød på det laveste antal gæster i 20 år hos Fårup Sommerland, som derfor kommer ud af året med det første underskud siden 1993.

Forlystelsesparken havde knap 400.000 gæster sidste år, hvilket er 30 procent fra en normal sæson. Det oplyser Fårup Sommerland i en pressemeddelelse.

Omsætningen faldt derfor til 104 millioner kroner fra 133 millioner kroner i 2019.

De lavere indtægter betød, at Fårup Sommerland kommer ud af 2020 med et underskud på en million kroner. Det er et fald fra et overskud på fem millioner kroner i 2019.

Administrerende direktør Niels Jørgen Jensen betegner 2020 som den sværeste sæson i mange år, men er samtidig glad for, at underskuddet ikke blev større.

- Det har uden tvivl været et meget turbulent år, hvor vi har været igennem meget uvished og mange benspænd, som har gjort 2020 til et svært år, og det er også derfor, at vi får det dårligste resultat siden 1993.

- Det er bedre, end vi havde turdet håbet på undervejs, hvor der var forskellige momenter, hvor det virkelig så sort ud, og vi i en periode frygtede, at vi slet ikke fik lov at åbne, siger Niels Jørgen Jensen.

Ud over coronarestriktionerne mener han, at den sommerpakke, Folketinget vedtog sidste år, har kostet gæster.

Pakken gav mulighed for at få halv pris på entré til en lang række kulturtilbud som zoologiske haver og museer, men ikke forlystelsesparker.

- Vi er ikke i tvivl om, at det har kostet gæster hos de danske parker, der har valgt nogle af de muligheder, hvor man kunne få rabat på entréen, siger Niels Jørgen Jensen.

For 2021 forventer Fårup Sommerland et mere normalt år, og direktøren håber, at der også kan nå at blive åbnet for udenlandske turister igen.

- Vi har en god tro på, at sommeren og højsæsonen bliver god. Der er et højt bookingniveau på vores eget hotel, og vi kan også se, at der er booket mange sommerhuse hos feriehusudlejerne, siger Niels Jørgen Jensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.