Fårup Sommerland jubler over fantastisk sæson
600.000 gæster besøgte sommerlandet - tredje bedste sæson nogensinde
Opdateret kl. 14:16
FÅRUP: Særdeles tilfredsstillende.
Sådan betegner ledelsen i Fårup Sommerland den sæson, som netop er slut.
Søndag sluttede 2016-sæsonen, og årets besøgstal kunne gøres op. Ikke færre end 600.159 gæster besøgte sommerlandet, og det betyder, at sæsonen var den tredje bedste i Fårup Sommerlands historie.
- Når vi lukker og slukker nu, er det med en fantastisk sæson bag os. Vi har opnået et flot besøgstal på trods af en våd og kold juli, som dog blev reddet af en særdeles flot for-sæson. Gæstetilfredsheden har igen i år været helt i top, og vi har desuden formået at flytte en betragtelig del af vores "tilfredse" gæster til kategorien "meget tilfredse", hvilket vi naturligvis både er glade og stolte over. Og sidst, men ikke mindst, er vi igen i år blevet kåret til Europas 2. bedste forlystelsespark, siger Søren Kragelund, direktør i Fårup Sommerland.
Gæstetilfredsheden målt over hele sæsonen er på 98,7 procent, hvoraf 75,7 procent angiver, at de er "meget tilfredse" og 23 procent, at de er "tilfredse" med besøget. Dermed har parken opnået en stigning på 3,6 procentpoint fra 2015 til 2016 i andelen af "meget tilfredse" gæster.
Det nye Hotel Fårup var også medvirkende til succesen. Det var første sæson, at hotellet tog imod gæster.
- Hotellet har haft en væsentlig bedre start, end vi overhovedet turde håbe på. For det første har vi haft nogle særdeles pæne belægningsprocenter - i højsæsonen var vi så godt som udsolgt. Og nogle få uger efter at hotellet åbnede, havde vi allerede opnået intet mindre end fem stjerner på verdens største rejsewebsted, Trip Advisor, siger Søren Kragelund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.