Fabian Cancellara slået i Schweiz Rundt

Tempofænomenet Fabian Cancellara blev besejret af slovakken Peter Sagan på første etape i Schweiz Rundt.

Fabian Cancellara slået i Schweiz Rundt

Radioshack Nissan-Treks Fabian Cancellara måtte se sig besejret, da etapeløbet Schweiz Rundt lørdag blev indledt med en enkeltstart over 7,3 kilometer i Lugano.

I stedet vandt slovakken Peter Sagan fra Liquigas-holdet. Han var fire sekunder hurtigere end det schweiziske tempofænomen.

Den unge italiener Moreno Moser lå på et tidspunkt også til at besejre Fabian Cancellara, men Liquigas-rytteren måtte nøjes med tredjepladsen med et minus på syv sekunder til holdkammeraten Peter Sagan.

Danske Jakob Fuglsang, som er holdkammerat med Cancellara, kørte ind på 10.-pladsen.

Han var 22 sekunder dårligere end Peter Sagan.

Schweiz Rundt fortsætter søndag med den 218 kilometer lange etape fra Verbania til Verbier.

/ritzau/