EMNER

Fabrikanten føler sig lagt på is

Leif Christensen har i næsten to år ventet på at få lov til at udbygge Vebbestrup Flødeis med ny lagerhal

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mellem forsamlingshuset (øverst) og den nuværende lagerbygning (nærmest) vil Leif Christensen anlægge nye lagerhal på 400 kvm. Foto: Grete Dahl

Ting ta'r tid. En byggetilladelse i særdeleshed. Og når i tilgift en genbo gør oprør over en mærkbar overskridelse af en bebyggelsesprocent, går der yderligere tid. Vebbestrup Flødeis i Vebbestrup har efterhånden ventet to år, siden et ønske om at bygge en ekstra lagerhal forlod tegnebrættet. Politikerne i Mariagerfjord har givet ham lov, men en genbos anke til Statsforvaltningen Nordjylland har sammen med en mangelfuld begrundelse fra kommunen forlænget sagsbehandlingen i op mod et år. Isfabrikant Leif Christensen venter stadig. På sin lagergrund på Sdr. Truevej 2 - mellem LokalBrugsen og Vebbestrup Forsamlingshus - vil han bygge ny lagerhal på 400 kvm. Ikke på noget tidspunkt i forløbet har Vebbestrup Flødeis angiveligt til finanskrisen. Tværtimod vokser ordrebogen. Så isfabrikant Leif Christensen står og hopper for at komme i gang med at bygge den tiltrængte lagerhal med lige så nødvendige mandskabsfaciliteter som toiletter, bad og spisestue. - Nu gider jeg snart ikke vente længere. Hvis nogen i byen ikke ønsker, at virksomheden skal være her, må jeg jo finde på noget andet. Jeg vil simpelt hen ikke holdes hen med pladder og pjank længere. Man skulle tro, det var præsidenten, der kom til landet, vrisser Leif Christensen. Lige nu ligger kommunens begrundelse for at acceptere nybyggeriet til høring - hos naboer og isfabrikant - Og med mindre noget usædvanligt dukker op, skulle vi være klar til at træffe en afgørelse midt i marts, forventer kontorchef Anette Ravnholt, Statsforvaltningen Nordjylland.