Musik

Fabrikspigen, der blev rockstjerne

"Just Kids"

Rocksangerinde, sangskriver, poet, billedkunstner og forfatter - Patti Smith, snart 64 år, kan skrive mange titler foran eller bagefter sit navn, men først og fremmest er hun kunstner. Og sådan har det været lige siden hun var ganske lille og gik tur ved floden sammen med sin mor og så et mirakel. - Svane, forklarede mor, men synet vakte Patti og hendes lyst eller rettere trang til med ord at beskrive svanen, dens hvidhed, vingernes langsomme slag og den bøjede hals, der rejste sig fra en hvid fjerdragt. Men hun må indse, at hun mangler ord til at beskrive underet. Det er sådan cirka her omkring og i sin tidlige ungdom at Smith beslutter, at hun vil være kunstner og snart viste sig at være parat til at både lide, sulte og kæmpe for at bliver netop det. Beskrivelsen af mødet med sit livs første svane stammer fra nogle af bogens allerførste sider og er typisk for den nærmest gennemlyste klare prosa, som Patti Smith betjener sig af i denne vidunderlige gendigtning af hendes eget livs historie. - Jeg kom galt af sted som ung. Sidst på sommeren 1966 gik jeg i seng med en dreng, der var endnu mere uerfaren end jeg, og jeg blev straks gravid. Så kort og klart kan det siges. Patti Smith voksede op som den ældste af fire søskende, et fantasifuldt, religiøst barn, glad for bøger og ivrig historiefortæller. Inden hun blev 20, blev hun ufrivilligt gravid, måtte forlade college og arbejde på fabrik, og efter at have bortadopteret barnet, drog hun til New York og blev en del af storbyens kunstner- og bohememiljø. Her møder hun den unge og smukke Robert Mapple-thorpe, den senere så berømte fotograf, og bogen følger deres kærlighedsliv og arbejdsfællesskab, indtil Mapplethorpe dør af aids i marts 1989. Det er et både tidsbillede af en svunden tid og en besyngelse af et livslangt venskab, kærligheden og kunsten, og Smith kan skrive, så du kan dufte den marokkanske bolle med mynte og ansjoser, hun får som morgenmad, inden hun skal hen og have taget det foto, som endte med at blive forsiden på hendes gennembrudsalbum "Horses" (1975). Vi følger det unge par, deres kamp for at skaffe penge, mad og husly, mens de kredser omkring kunstnermiljøet på restauranten Max's Kansas City, hvor Andy Warhol holdt hof. Hun holder Robert fast på, at han skal fotografere, Robert holder hende fast på at hun skal tegne og skrive, og lykkelige og sultne falder de om i hinandens arme. Myten om og idealiseringen af kunstneren som den evigt sultne, men geniale på loftskammeret lurer, men Smith evner med sine præcise og nøgterne, klare beskrivelser at give sin selvbiografiske fortælling poetisk svæv, når hun fortæller om homoseksualitet, stofmisbrug og kampen for at blive anerkendt og måske ligefrem medlem af inderkredsen om Warhol. Hun - Patti var der - og fandt sin egen vej, købte en billig guitar, begyndte at sætte akkorder til sine digte og vakte først opsigt med punksangen "Piss Factory", hendes personlig hymne om at slippe væk fra jobbet som fabrikspige og flygte til New York. Det er både et personligt genoplevet tidsbillede og et sjældent præcist billede af kunstneren som ung, parat til at tackle og møde alverdens trængsler og forhindringer, i den sikre overbevisning, at det nok skal lykkes: Nemlig at blive kunster. For det er det, som det hele gælder om for Patti. Eller som hun selv skriver: For kunsten synger om Gud, og i sidste ende tilhører den ham. En smuk erindringsbog, vinder af National Book Award 2010 og fornemt illustreret med fotos - ganske mange af selvsamme Mappletorn. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Patti Smith:"Just Kids" Oversættelse: Charlotte Kornerup. 287 s., ill,, 299 kr., Klim