Facaden skrællet af

"Carnage"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blodbad er vel den nogenlunde dækkende oversættelse af det franske ord "carnage", og selv om det ikke ender i direkte voldelig, korpslig konfrontation, er titlen meget dækkende for denne elegante filmatisering af et fransk teaterstykke,"Le dieu du carnage". Vi er i New York, hvor ægteparret Penelope (Jodie Foster) og Michael (John C. Reilly) har kaldt til møde med advokaten Alan (Christoph Waltz) og hans fru Nancy (Kate Winslet). Årsagen er ganske enkel. Deres søn Ethan er blevet overfaldet i parken af advokatparrets søn, Zachary, og nu skal der udfyldes forsikringspapiret om hændelsen og så i øvrigt snakkes fornuftig voksensnak. Om drengene skal mødes og om Zachary skal sige undskyld. Om de skal være alene sammen eller om der eventuelt skal være forældre til stede. Der blev jo trods alt slået to tænder ud. Allerede her i indledningsscenen er det så det står og dirrer og sitrer, af utilpassethed ved situationen, af uforløst vrede og frustration, og det kommer lynhurtigt til udtryk, da den drevne medicinalfirma-advokat Alan insisterer på at få udtrykket "bevæbnet med en kæp" udskiftet med "i besiddelse af". Og snart åbner uenighedsballet for fuld udblæsning mens den pæne facade bliver skrællet af første den ene, så den andet par. Eller rettere alle fire. For under den tilsyneladende enighed på overfladen lurer latente konflikter og uenigheder om stort set alt. Også i de respektive parforhold. Alt er i virkeligheden til diskussion og bliver endevendt efterhånden, som dagen skrider frem, og netop som du tror, at nu er konflikten landet nogenlunde, så er der én, som tager ordet, for lige at få den sidste uimodståelige personlige sandhed fyret af. Eller hvis der ikke er plads til det, så i det mindste en giftig perfiditet. Det er med at følge nøje med og holde øjnene åbne lige fra åbningsscenen med drengene i parken, og så folder kammerspillet sig eller ud i et hug, optaget som det er i realtid, uden spring i tid. Rollefordelingen er i begyndelsen ret klar, Penelope i form af Jodie Foster er stram og retskaffen, mens ægtemand Michael i John C. Reillys skikkelse er jovial, bamset og forstående. Advokatmanden bliver spillet hensynløs og arrogant af Christop Waltz, mens Kate Winslet former sin Nancy både fortvivlet og undskyldende. Du bliver hurtigt voldsomt iriteret på den mobiltalende advokat, hvis evige plapren og afbryden af mødet for at redde røven på en stor medicinalkunde, bliver en ufrivillig kommentar til netop den "voldssag", som de voksne nu forsøger at løse civiliseret. Det gælder om at benægte alt og løbe fra sit ansvar. Og netop som du tror, at du har styr på figurerne og deres indbyrdes forhold, bliver der dannet nye alliancer på kryds og tværs af parhold. Ofte ganske overraskende. Og så bliver der for alvor smidt benzin på betroelsesbålet, da den store sandhedsforløser, single malt whisky, kommer på bordet. På den måde leger filmen med forskellige livsholdninger og ideologiske platforme og forståelsesrammer for, hvordan du i din egen selvforståelse takler verden og dens problemer. Krig, vold og hungersnød og får fortalt at det sikkert også hænger sammen med hvordan dit eget ægteskab er skruet sammen. Det er vældigt elegant og klasseskuespil hele vejen rundt. Men den kommer ikke helt ind under huden alligevel. Lad mig forklare. Når du ser Jack Nicholson, når han gør det bedst i en film, tænker du: -Nå, der har vi jo stjernen Jack Nicholson. Og 15 minutter efter har du glemt, at det er ham, der spiller, for da har han allerede ædt rollen med hud og hår. Her bliver det lidt, at ih, hvor er Jodie Foster og Kate Winslet gode, men så egentlig heller ikke mere. Der går filmet teaterskuespil i den. Derimod overbeviser Christoph Waltz, som iskold skid. Og bid så mærke i den, måske let ironiske slutscene, med drengene. Er det en slags afsluttende kommentar fra instruktør Romanski? Lad nu de unge og dem, som er i og har konflikten løse den selv. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Carnage" USA, 2011. Instr.: Roman Polanski. En time, 19 min. Till. f. alle Danmarkspremiere, Biffen, Nordkraft.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.