EMNER

Facadepris til Lykke D.

Butik i Nørregade hædret

AALBORG:- Det er et hus med en helt igennem vellykket facade. Det var blot nogle af de rosende ord, som indehaveren af Lykke D. i Nørregade, Helle Lykke Færch, fik med på vejen, da teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) i går afslørede, hvorfor årets facadepris gives til butikken i Nørregade 5. Hvert år præmierer Aalborg City og Nørresundby Bank årets facade, og initiativtagerne har inviteret teknisk forvaltning med i et udvalg, der tager rundt i byen for at se, hvem der har gjort sig fortjent til prisen. Huset i Nørregade 5 er oprindeligt fra 1780"erne, men det er blevet nænsomt renoveret flere gange, og med renoveringen af facaden sidste år har bygningen fået et flot udtryk, som det er værd at bide mærke i. Henrik Thomsen var glad for, at det netop var en butik i Nørregade, der fik prisen. I forbindelse med etableringen af Musikkens Hus og omdannelsen af Nordkraft vil by- og handelslivet rykke mod øst, forklarede Henrik Thomsen. - Nørregade går en god fremtid i møde. Det forpligter også kommunen, og der vil blive lagt en ny belægning i gaden, sagde rådmanden, der håbede, at facadeprisen inspirerer andre til at gøre noget ved deres facader. Helle Lykke Færch var stolt over prisen og er glad for, at hun sammen mned sin mand og en kammerat fandt malerpenslerne frem sidste år for at gøre facaden smukkere.