Danmark

Facebook: Betaling for beskeder skal forhindre spam

Ny betalingsmodel for at sende beskeder til ikke-venner på Facebook, er ikke kun for berømtheder.

Facebook: Betaling for beskeder skal forhindre spam

Når Facebook har indført betaling for at sende beskeder til personer, du ikke er ven med på det sociale netværk, er det for at undgå spam. Det slår den danske direktør for Facebook i Norden, Thomas Myrup Kristensen, fast.

- Systemet med at betale for at sende beskeder til ikke-venner i deres Facebook-indbakke er designet til at forhindre spam, men samtidig også en anerkendelse af, at du nogle gange vil tage kontakt til nogle personer uden for din sociale cirkel, siger han i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Thomas Myrup Kristensen understreger, at betalingsmodellen stadig er på teststadiet.

- Det er et betalings-supplement til det traditionelle Facebook, som stadig er gratis. Vi tester et antal af prismodeller, der skal sikre et optimalt gebyr, der signalerer vigtighed. Det er stadig en test, og disse priser ligger ikke fast, siger Thomas Myrup Kristensen.

Testen af betalingsmodellen blev lanceret i december i USA, og nu vil en lille procentdel danske brugere ifølge Facebook blive inddraget i testen.

Systemet gælder kun for personlige konti og ikke sider. Det bliver ikke muligt for unge under 18 at sende betalings-beskeder.

Ekspert i sociale medier Jon Lund vurderer, at Facebook nu vil se, hvordan testen forløber, inden de beslutter sig for, om betalingsmodellen skal implementeres helt.

- Facebook eksperimenterer med små brugergrupper, inden de indfører ændringer, siger Jon Lund til mx.dk.

- Her ser vi, at nogle tilfældige forbrugere er valgt ud til at prøve det nye betalingskoncept af. Efter en periode vil Facebook så evaluere på effekten. Hvis det går godt, indføres det nye koncept over hele linjen, siger han til avisen.

Det nye system tillader kun, at man kan modtage én betalings-besked om ugen. Dermed forsøger Facebook at få folk til at lade være med at sende beskeder til især berømtheder.

Alligevel fastslår det sociale netværk, at betalingsmodellen er generel og ikke kun for berømtheder.

Ifølge metroXpress skal danskere, der er omfattet af testen, betale 6,62 kroner per besked.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.