Overenskomster

Facebook koster milliarder i tabt arbejde

Danskerne er en nation af facebookere. Nu viser analyse, at Facebook koster 11 milliarder kroner i tabt arbejdstid.

KØBENHAVN:Dansk Erhverv mener, at fænomenet koster dansk konkurrenceevne og anbefaler arbejdsgiverne at gribe ind. - Vi er overraskede over, at det er så udbredt. Det går ud over produktiviteten og kan have en skadelig indflydelse på konkurrenceevnen, siger Charlotte Vester, underdirektør i Dansk Erhverv, i en kommentar til undersøgelsen. Charlotte Vester siger, at det ligger klart inden for arbejdsgivernes ledelsesret at fastsætte retningslinjer for brugen af Facebook i arbejdstiden. Det er Dwarf og Userneeds, der har lavet analysen. Den viser, at hver tredje dansker går på Facebook i arbejdstiden. 55.000 bruger mere end en halv time af deres arbejdstid hver dag på Facebook. Det svarer til 10,8 milliarder kroner i arbejdstimer. Et rent forbud er ikke nødvendigvis den bedste løsning. Mikael Lemberg, relation manager hos Komfo, der rådgiver om sociale medier, siger, at det er et krav fra mange især yngre medarbejdere, at der er adgang til Facebook. - Hvis en arbejdsplads forbyder visse kommunikationsformer, vil de bedste medarbejdere flygte, så det kan vi ikke anbefale vores kunder. Det er altid bedre for virksomheden at give de bedste medarbejdere frihed, siger han. Ifølge analysen er det især de højtuddannede, der facebooker mest i arbejdstiden. 45 procent af dem, der har en lang videregående uddannelse, facebooker på jobbet hver dag. 1,9 millioner danskere mellem 16 og 65 år har i dag en profil på Facebook. Kun Island og Norge har en større andel af befolkningen på Facebook. Over 2500 har deltaget i undersøgelsen.