Hjørring

Facelift til nedslidte veje

Efter måneders vejarbejde i et af de mest trafikerede områder af Hjørring er der nu ved at blive lagt sidste hånd på et tiltrængt facelift af de nedslidte veje og sidegader til Parallelvej.

Ny asfalt får nærmest bilisterne til at svæve på en sky fra krydset Parallelvej-Svanelundsvej og helt ud til Lille Østergade. Der er også kommet ny belægning på Tørholmsvej fra krydset ved Skolevangen, i hele det nye kryds ved Bropladsen og det første lille stykke af Østergade. - Der skal også ny asfalt i Markedsgade på det stykke, der har været berørt af tunnelbyggeriet, og der kommer også ny asfalt i Brinck Seidelinsgade op til Asylgade, oplyser vejingeniør Rasmus Rask Jensen fra Park og Vej i Hjørring kommune. Han forventer, at asfaltarbejdet er afsluttet i løbet af næste uge, hvorefter den nye asfalt får den sidste make-up med nye, hvide striber.