Faderen, sønnen og kærligheden

Film 19. september 2003 06:00

film "Til højre ved den gule hund" Det her er sådan en film, alle kan se og de fleste kan have det godt med. Der er stærke følelser, kærlighed, sorg og smil, ja, helt ud i sort komedie her og der. Men også en usikkerhed i anslaget, der skaber tvivl og usandsynlighed. Selveste Judy Gringer vender her tilbage i en dansk spillefilm efter noget, der ligner 20 år. Og det er virkelig et come back, der svider. For hun er både stærk og bevægende og hudløs i sin fremstilling af en gammel kvinde, der stadig ikke er kommet til afklaring med kærligheden, med livets tab og med den måde, de store teaterambitioner endte på. En af filmens styrker er netop, at den lader så mange historier være ufortalte bag det, vi får at vide på lærredet. Man mærker skakten af et helt, langt, kompliceret liv bag Judy Gringers skikkelse. Historien er egentlig komedie: En voksen søn, dynamisk københavner og arkitekt, får at vide, at hans far er død på et plejehjem i Hjørring. De har ikke set hinanden i 25 år. "Det er en lang, grim historie" er alt, hvad vi får at vide. Han tager til begravelsen uden at tænke på at tage sin egen voksne søn med, en søn, der ikke engang ved, at han har en farfar. Ved graven møder han en gammel mand, der fortæller, at han var ven med faderen. Han tager ham med hjem til luksusvillaen i hovedstaden for nu, post mortem, at lære sin far at kende, at komme over ens med hans død, med det endegyldige tab. Men så enkelt er det jo ikke. Peter Gantzler spiller arkitekten, der er forladt af sin kone, har fundet en anden og har mistet grebet om det at have en søn. Det er en meget krævende opgave, som han ikke alle steder kan gøre lige troværdig. Det er svært når kravet er, at han skal virke indadvendt og afvisende over for følelsesmæssige udfordringer - og så alligevel skal slippe det hele løs. Der mangler en logik. Nogle af de centrale scener, der skal illustrere hans følelseskriser, virker alt for konstruerede og svære at få på plads i en almindelig dansk hverdag. Man er nødt til at opfatte dem som komedie-elementer, for at de kan glide ned. Den følelse bakkes op af titlen, der skal opleves i helheden og ikke forklares. Så lille er nemlig historien, at titlen spiller en stor rolle. Jesper Klein fylder filmen med sin skikkelse, den irriterende, listige, påtrængende, næsesnydende gamle mand, der maser sig ind i den i forvejen splittede familie. Han er en skæmtedæmon, en Pan og en vellystning i det skjulte, men han driver sit spil med stor finesse - styrer den intetanende arkitekt ind i et forhold af gensidig fortrolighed. Ikke af ondskab, men formentlig af den slags fortvivlelse der må kunne gribe enhver, der pludselig finder sig selv strandet - med sin bevidstheds fulde brug - på et plejehjem, der har faste sengetider, serverer helsekost og tilbyder musikalsk fællesgymnastik med rygeforbud, når det man i virkeligheden har lyst til er store cigarer, kraftige rødvine og masser af kolesterol. Alt dette siges ikke. Det spilles - bare som omgivelse og baggrund, og det er elegant. Arkitektens søn spilles med synlig kold smerte af en ung Kaspertin Lønnberg, uhyre velvalgt som søn, det kunne næsten være slægtslighed. Og Trine Appel er arkitektens nye dame, en vanskelig rolle mellem alle disse følsomme fædre og sønner. For her kommer så historiens store svaghed: den kan slet ikke lade være med at blive så følsom, at det et enkelt sted bliver patetisk. Og hvorfor må den så ikke blive følsom og patetisk? Er der noget mere følsomt og patetisk end følsomme bløde voksne mænd, der pludselig opdager, hvor svært det er at være dem? Midt mellem labre biler, hurtige damer, høje gager, lækre jobs og macho-biler. Det kan være svært at sluge sådan en gang Freud og fadererstatning. Men det hjælper med charme og smertelige smilerynker hos en beslutsom Peter Gantzler, der har sat sig for, at det ikke må ende helt galt. Så det gør det heller ikke. Lars Borberglars.borberg@nordjyske.dk "Til højre ved den gule hund" Danmark 2003. Instruktør Peter Ringgaard. En time, 22 minutter. Till. o. syv år. Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...