Håndbold

Faderen

AALBORG:Musa Krasniqi er dukket op til dagens træning. Det er ellers ikke så ofte, at han har tid til at følge datteren Bardha Krasniqi, for der er to yngre børn, og den yngste har størst behov for støtte. - Men Bardha er også meget selvstændig, og hun får 100 procents støtte fra familien, siger Musa Krasniqi. Han har ikke selv spillet håndbold, men han har været lidt målmand i fodbold, hvor han godt kunne mærke, at han havde nogen evner. - Det er lang tid siden, at jeg som far har bemærket, at hun har talent. Og jeg har i lang tid håbet, at hun ville komme dertil, hvor hun er i dag. Så jeg er meget glad og stolt, siger Musa Krasniqi. Alligevel vil han helst lade trænerne om at vurdere, hvorfor hun er kommet så langt. - Men hun er også heldig med, at hun er i Danmark, som er helt i toppen i kvindehåndbold. Derfor er jeg heller ikke bekymret for, at hun kommer til at mangle noget i sin udvikling. Der hvor vi kommer fra var der ikke de samme muligheder for at udvikle talenter, så mange gik tabt, fortæller Musa Krasniqi. Bardha Krasniqi har en lillesøster på 13 år, der også er udtaget til talenttræninger i håndbold, hvor hun dog er markspiller. - Det er min drøm, at de to en dag kommer til at spille på samme hold, siger Musa Krasniqi.