Fadølsanlæg løb varmt ved musikcafé mod lukning

Gymnasiale uddannelser 14. juni 2003 08:00

FJERRITSLEV: Der var gang i fadølsanlægget, og stemningen var munter og optimistisk trods den truende baggrund, da en stor og broget menneskeflok i går samledes til en musikalsk café-eftermiddag på Fjerritslev Gymnasium. Mange elever, gamle elever, lærere, forældre, politikere og andre fra lokalområdet mødte op i skolens fællesrum til masser af musik og sang, og de travle bestyrere af fadølsanlægget måtte ty til poser med dybfrosne ærter for at holde anlægget nedkølet i eftermiddagsvarmen. Anledningen er Nordjyllands Amts udspil til et sparekatalog, der indbefatter lukningen af amtets mindste gymnasium i Fjerritslev. Siden det blev offentliggjort 5. maj, har mange protesteret mod ideen, blandt andet via en elektronisk underskriftsindsamling på internettet. Hjemmesiden er oprettet af en 16-årig elev på skolen, Thomas Bjerregaard-Sørensen, og næsten 3000 har nu skrevet under. Det var disse mange protesterende, gymnasiets lærere og rektor Henning Galmar ville takke med den musikalske café, hvor man kunne opleve solosang med Pernille Bach, virtuost klaverspil af Christian Westergaard og masser af jazz og rock, og sågar fælles afsyngelse af en protestsang mod lukningsplanerne, forfattet til lejligheden. I amtets undervisnings- og kulturudvalg er der en god vilje til at finde en løsning for Fjerritslev Gymnasium, men trods det er faren ikke ovre endnu, konstaterer en af lærerne, lektor Palle Birkholm. - Jeg er meget mere optimistisk nu, end jeg har været. Men rigtig godt bliver det først, når en større andel af de unge på egnen vælger at gå i gymnasiet, siger han. - Ikke for enhver pris, for eleverne skal selvfølgelig ville det. Men jeg nægter at tro, at unge her er dummere end andre steder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...