EMNER

Fædre ind på barselsgangen

NORDJYSKE citerer (12.1.) DF’s Mogens Camre for at sige, at det er ressourcespild,

når man lader nybagte fædre overnatte, ikke i en hospitalsseng som M.C. hævder det, men i en seng ved siden af moderen. M.C. mener, at ”det er helt forkasteligt at bruge penge på sådan noget. Det er et flip”. Det er efter min mening et helt mærkværdigt synspunkt. For det første er udgiften til fædrenes ophold oftest betalt af... fædrene selv! Man betaler for hvert døgns ophold. Der er derfor ikke tale om, at der går ressourcer fra andre patienter, som hævdet af hr. Camre. For det andet er det udtryk for et forældet menneskesyn, at fædre ikke skal have mulighed for - og det er jo ikke et krav - at fædre skal tage imod overnatningstilbuddet, at overnatte sammen med moderen og barnet. Det er muligvis rigtigt, at forholdet mellem fader og barn ikke forbedres væsentligt ved, at faderen er til stede i de første dage. Derimod er det som støtteperson for moderen, at jeg ser den helt store fordel ved, at faderen overnatter sammen med mor og barn. Tidligere kunne moderen ofte forvente støtte og hjælp fra nybagte bedstemødre, men den hjælp er ikke helt så naturlig i dag, hvor mange bedstemødre jo selv ofte er på arbejdsmarkedet. Og hvem skal så hjælpe? Det skal den nybagte far naturligvis. Og vi vil faktisk gerne! For det tredie holder M.C.’s argumentation om økonomien slet ikke. For hvis ikke faderen støtter moderen om natten, henter vand, bleer mv. hvem skulle så? Netop: Det skulle sygeplejerskerne. Så det at faderen får adgang til at støtte moderen om natten i den første tid på hospitalet sparer rent faktisk det danske sygehusvæsen for mange penge! Som konservativ er jeg varm fortaler for retten til at være en hensynsfuld far. Ikke bare om dagen - også om natten!