Fædrenes synder

Lars Borberg,
Saga bløder fra flere skudsår - men bliver på sporet til det sidste som en blodhævnende saga-nordbo. Foto: Ola Kjelbye
Film 24. november 2011 17:20

Der må være blevet tænkt og diskuteret langt op i det røde felt, da de planlagde og aftalte forløbet i den store svensk-danske tv-satsning, "Broen". For det er en højst utraditionel serie, der får en grum og alt andet end mainstream-tilpasset slutning helt til sidst i det sidste af ti meget spændende og konstant knugende afsnit. En utraditionel serie i den forstand, at den som afgørende hovedperson har en kvinde med en udtalt psykisk afvigelse, som alligevel er blevet en højtplaceret kriminalkommissær. Og helt utraditionel i den iskolde, nådesløse og meget barske slutning. Et sjældent valg i en kultur, der bekender sig til, at de stærke enere altid klarer alting for os til sidst, så vi kan sove trygt videre i det lykkelige samfund i varm bevidsthed om, at vi er beskyttet af den store, stærke eners retfærdighed. Har du endnu ikke set de sidste to afsnit af "Broen", skal du nok stoppe læsningen her - ikke fordi du ikke har fattet, at det nok var Lars Simonsen, der gjorde det (som vor anmelder med den selektive, men skarpe hørelse, Max Melgaard, allerede slog fast efter at have hørt ham første gang i første afsnit, mens vi andre sagde "jaja, eller Lars Bom eller Henning Jensen eller Lars Mikkelsen"). At det var Lars Simonsen blev vi pinefuldt klar over allerede i fjerde- og trejdesidste afsnit. Men stop læsningen, fordi du endnu ikke ved, hvad der sker. Det er kunstfærdigt, at en thriller som denne kan holde spændingen så langt, som "Broen" kan. Det kan den fordi den er uberegnelig. Uberegnelig som den mærkelige Saga, der agerer så direkte på alle input, at det er uberegneligt for folk, der handler med alle de sædvanlige overlæg og indlærte automatreaktioner, vi andre er blevet præget med i hele livet. Med hende i serien kan alt ske. Lige så uberegneligt - og dog forudsigeligt - som Sagas modsætning, Martin, den evige mand, som har masser af empati og kærlighed, men som alligevel buldrer rundt i sin personlige porcelænsbutik af et liv, som den tyr han er. Han prøver at vælge det gode, men han er aldrig rigtig heldig med det. Han synder. Han bryder løfter. Han svigter og skuffer dem, der elsker ham og stoler på ham. Han retter sig ikke efter nogen, hverken normer, autoriteter eller pligten til at gøre det rette. Han tror, han gør det - men han vælger konstant forkert. Det rammer ham nu. I en hjerteskærende, grusom slutning, hvor det jo i virkeligheden bare går som det må: Det er sagt igen og igen i filmen: Seriemorderen tager de liv, han vil. Hans plan er fejlsikker. Han styrer forløbet. Det er så også sagt, at det bliver Saga, der får ham til sidst. Og det er lige så sandt. Men for sent. Ganske lidt for sent. Lidt, men nok. For hvor Martin er den lidende mand i det protestantiske, nordiske samfund - bundet af pligt, hjemsøgt af drift, så er Saga den universelle urnordbo, som vi kender fra sagaerne: Blond, kølig vrede, rettet uafvendeligt mod et mål. Selv blødende af svære skudskader kæmper hun videre i en kamp, der er lige så ustoppelig som sagaernes sværdsvingende blodhævn. Hvad er moralen her? Direkte: At straffen rammer den, der gør ondt. Den rammer seriemoderen, uanset hvor udspekuleret han er. Han ønsker måske endda at blive ramt. Den rammer den rodende Martin, ikke fordi han roder med sit eget liv, men fordi han roder med andres. Og den rammer de uskyldige, som altid skal lide. Børnene, der intet har gjort. Kvinderne, der intet har gjort. De tilfældige passagerer. Den, Martin mindst kan undvære. Kun én synd bliver tilgivet og kommer endda til gavn - i kristen forstand i hvert fald. Martin lærer den pinagtigt ærlige Saga at lyve. Hvide løgne, skånsomme løgne, nyttige løgne. Hun bliver så god til det, at hun i det afgørende sekund kan lyve ham til at give afkald på det retfærdige hævndrab, han higer så voldsomt efter. Det har været en stor satsning af de to nationale tv-stationer, og den er lykkedes flot, trods mange vanskeligheder. En af de store vanskeligheder har været at acceptere, at danskere og svenskere forstår hinandens sprog så godt. I en bedre verden ville det være sandt - men helt så flydende kører det altså ikke. En anden klump har været de rigeligt mange handlingsspind, det skulle flettes sammen i dette mangedimensionale intrige-net. Alt for indviklet til at skulle komme 90 pct. på plads i slutningen af et enkelt hæsblæsende (tredjesidste) afsnit. Dér var vi nok en del, der blev tabt på gulvet og bare måtte acceptere, at de mange puslespil gik op. Men man sidder tilbage med løse ender og uafklarede forløb - måske husker man bare ikke, hvad der blev sagt om netop det, måske er det bare sådan i en virkelig og kaotisk verden, at en stor del mindre afgørende spørgsmål forbliver ubesvarede, uopklarede, ikke-opfulgte. Men man sidder også tilbage med en ganske storslået kulturoplevelse - en ganske vist fiktionær, men ikke helt urealistisk Ørestad, et kulturelt møde tværs over vandet mellem to nært beslægtede nationer. Skildret med vinterligt tungsind og modernistisk kølighed. Vi er nordboer. Her er koldt. Vi arbejder meget, vi får også meget ud af det, og det skal nok ende galt en dag. Vi er isolerede, ensomme, ladt i stikken. Af Gud og af hinanden. Velkommen til det moderne Norden. "Broen" 9 og 10. Svensk-dansk tv-drama, SRTV og DR1 Instruktør Henrik Georgsson Forfatter Hans Rosenfeldt Onsdag kl. 20 og 21.30. Genudsendes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...