Fægt med åben pande

B.S. Ingemann skrev i 1837 den siden så berømte sang "I alle de riger og lande", hvor det i første vers hedder; "I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fór, jeg fægted' med åben pande for, hvad jeg for alvor tror" og i sidste vers lyder det sådan; "Vil dansken i verden fægte, men dølger åsyn og navn, jeg ved hans ånd er ej ægte, jeg tager ham ej i favn".

Kristendom 23. juni 2011 06:00

Ligesom mit politiske forbillede, Uffe Ellemann-Jensen, har jeg altid holdt meget af disse linjer i Ingemanns salme og i særlig grad udtrykket jeg fægted' med åben pande. For nogen handler udtrykket måske mest om krig, krudt og kugler, men for mig handler det i al sin enkelthed om, at man skal stå ved sine meninger og turde kæmpe for ægte danske værdier. Ægte danske værdier handler for mig om kristne og demokratiske værdier som åndsfrihed, ligeværdighed, åbenhed og ikke mindst respekt for forskellighed. Det handler ikke om at være sig selv nok og om at lukke sig inde bag grænsebomme og ligusterhække. Desværre ser det for tiden ud til, at der med Niels Hausgaards udtryk er lidt for meget stemning for en dæmning i vores lille land. Men trods alt er der stadig gode liberale folk som f.eks. Uffe Ellemann-Jensen, Jens Rohde og Morten Løkkegaard, der tør fægte med åben pande, når Pia Kjærsgaard og andre blot vil hygge sig i smug. I det store perspektiv er Tyskland og EU trods alt en vigtigere samarbejdspartner end Dansk Folkeparti. For mig er det helt åbenlyst, at den bedste måde at bevare Danmark og de ægte danske værdier netop er ved at fægte med åben pande og ved at møde vore medmennesker med et åbent sind. Desværre er det som om der bliver flere og flere der gemmer sig bag ligusterhækken, lottobonerne og fjernsynet og lader sig lulle ind i en forestilling om, at alt såmænd er lige gyldigt, og når alt bliver lige gyldigt, så bliver det som regel også hurtigt ligegyldigt. Tendensen til ikke at fægte med åben pande, slår for mig at se ikke kun igennem i forhold til det politiske liv, men også inden for Folkekirken. Jeg holder meget af Folkekirken og jeg holder af en rummelig kirke, hvor der er plads til forskellighed, men som samtidig tør vedkende sig, hvad den først og fremmest er sat i verden for, nemlig at være den evangelisk-lutherske kirke og som sådan sikre udbredelsen af det kristne budskab til folket. Det er som om, at man i folkekirken flere steder har glemt at fægte med åben pande for de ægte, kristne værdier og for det kristne budskab. Når man lytter til biskopper og andre notabiliteter fra Folkekirken i dagens samfundsdebat, så kan man godt få det indtryk, at kirken skal være så rummelig, at både loft og vægge helt er forsvundet, og at alt er blevet lige gyldigt og ligegyldigt. Trods min relativt unge alder hører jeg til den uddøende race, der har gået i søndagsskole som barn. I Hirtshals, hvor jeg er opvokset, spillede Indre Mission en ikke ubetydelig rolle i folkekirken og dermed også i søndagsskolearbejdet. En af dem jeg særligt husker fra dengang, var såmænd Niels Hausgaards gamle far Kristian Hausgaard, der spillede violin til juletræsfesten i missionshuset, men som samtidig også fægtede med åben pande for de kristne livsværdier, der var hans og som han gerne gav videre til alle, der ville høre på ham - og det ville jeg gerne. Gamle mænd med noget på hjertet er næsten altid interessante at lytte til, det synes jeg dengang og det synes jeg stadigvæk. Jeg er ikke enig med Indre Mission i alt, hvad de står for, men jeg anerkender bestemt deres indflydelse, ikke bare i min søndagsskoletid, men også deres samfundsmæssige betydning i forhold til at sikre, at Folkekirken står fast på det, den i virkeligheden er sat i verden for, nemlig at forkynde det kristne budskab og ikke for at tilgodese enhver flygtig folkestemning. Netop i år kan Indre Mission fejre sit 150 års jubilæum, men man hører ikke meget til bevægelsen i den almindelige samfundsdebat, til trods for, at der i dag som aldrig før er behov for, at der er nogen, der tør fægte med åben pande for Folkekirken. Indre Missions grundlægger, præsten Vilhelm Beck havde et valgsprog der lød; "Så længe jeg lever, vil jeg gale". Det kunne de nulevende frontkæmpere i den gamle bevægelse godt lære noget af. Så kunne de sammen med os andre mere liberale sjæle give de stadig mere fremtrædende ny-ateister i avisernes spalter noget kvalificeret modspil. Det trænger de til. Alt deres sludder om, at religion og kristendom skal ud af det offentlige rum, deres hede drømme om at få korset ud af Dannebrog og Jesus ud af det rødbedefarvede pas, bør selvsagt imødegås med åben pande. Rigtig god sommer! Christian Steen (f.1977 i Hirtshals), arbejder til dagligt som specialkonsulent i en større privat organisation. Uddannet Cand. mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet. Næstformand for Venstre i Hals. Gift og bosat i Vester Hassing nord for Aalborg. Fast tilknyttet NORDJYSKE Stiftstidende som klummeskribent siden 2004.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...