Fælles fodboldstævne for pigerne

Mou IF inviterer alle piger i kommunen til fodboldstævne

MOU:- For elleve år siden startede Mou idrætsforening en fodboldturnering, der henvendte sig til alle piger, der gik i skole i Sejlflod Kommune. Formålet med arrangementet var at skabe interesse for fodbold blandt piger. Og initiativet lykkedes ganske godt. Nu skal man for 11. gang holde turnering blandt skolepigerne i Sejlflod, og den kommer til at foregå søndag 14. marts. Sidste år deltog 120 piger fra hele kommunen i stævnet, og skal man dømme efter tilmeldingerne i år, bliver antallet af deltagere nogenlunde det samme. Der bliver fire puljer, en for 2. - 3. klasse, en for 4. - 5. klasse, en for 6. - 7. klasse og endelig en for de ældste piger i skolen 8. til 10. klasse. Gennem alle årene har det været Mou IF, der har arrangeret stævnet, og sådan også i år, og det er gratis for alle at deltage i stævne. Tina Mårtensson, der er blevet formand for kvindeafdelingen efter Bent Skov, der i sin tid tog initiativet til stævnet, udtaler i forbindelse med stævnet: - Vi er meget glade for samarbejdet med Kurt Kragelund Christensen fra Danske Bank i Klarup. Banken har trykt indbydelsen og programmet til stævnet, og de giver præmier til vinderne, foruden at de giver diplom til alle deltagere af stævnet. Vi håber meget, at der bliver en stor deltagelse også i år, siger Tina . Kurt Kragelund Christensen svarer på spørgsmålet om, hvorfor de deltager i stævnet: - Vi støtter gerne breddeidrætten, og har været med i mange år herude i Mou. Sidste år var vi også sponsor på dette stævne. Rundt om i landet deltager vi meget med Danske Bank Cup. Vi kommer ud og viser flaget i lokalområdet. tilføjer han.