Lokalpolitik

Fælles fornemmelse for ansvarlighed

Borgemesteren roser rundhåndet efter kommunens 2003-regnskab er gjort op

HADSUND:Det kommunale regnskab for 2003 er gjort op og viser, at budgettet er holdt - endda til den gode side. Det gør borgmester Karl Christensen glad. - Jeg er stolt over, at vi kan aflevere et regnskab, der viser, at vi er gode til at budgettere og til at styre efter budgetterne, siger han og roser rundhåndet de kommunale medarbejdere, den administrative ledelse og byrådet for at have en fælles fornemmelse for ansvarlighed. Ansvarligheden har medvirket til, at det forventede overskud på det kommunale driftsbudget 5 mio. kr. i realiteten blev på 12,3 mio. kr. Og borgmesteren har flere roser til byrådet, som han mener ”spiller fortræffeligt efter samme nodesæt”. - Når vi vil noget, så gør vi det i enighed. Det er en klar styrke, som adskiller sig positivt fra det, vi ser i nogle andre kommuner, siger Karl Christensen. Han fremhæver, at byrådet tager sine økonomirapporter alvorlige. - Hvis der er signaler, der peger i den forkerte retning, så tager vi fat i problemet og løser det, siger han og synes, at han ”stort set ikke kan klage på nogensomhelst ting”. - Det er tæt på, at det kommunale serviceniveau matcher kravene i det omkringliggende samfund, som vi agerer i, siger han og lodder det på, at Rådhuset stort set ikke modtager klager. Karl Christensen mener ikke, at det vil give mere mening at måle tilfredsheden udfra antallet af ønsker, der ikke bliver opfyldt, men peger på, at der i disse år sker en bygningsmæssig forbedring af de kommunale institutioner - aktuelt plejehjem og skoler. Kommunaldirektør Bo Nielsen mener også, at antallet af klager er en anvendelig målestok - ikke mindst for, om kommunen følger reglerne. - Klager er belastende, konstaterer han og glæder sig sammen med borgmesteren over, at det er lykkedes at gennemføre store strukturændringer på både skole- og ældreområdet uden de store protester. Kommunaldirektøren ser også megen fornuft i den måde, som byrådet budgetterer. - Man holder sig til det man skal, og vælger sig så nogle fokuspunkter, hvor man gør mere, siger han..