Fælles front for børnene

125 knoklede for at give elever bedre legeforhold

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Le­ge­area­ler­ne er me­get spredt, og på le­ge­plad­sen mod syd er der fø­jet end­nu et tårn til de to le­ge­tår­ne dér.

FLAUENSKJOLD:Sammenhold og gå-på-mod midt i regnvejret var nøgleordene, da 125 forældre, børn og lærere forleden samledes til en fælles arbejdsdag på Flauenskjold Skole. Målet var at forbedre legeforholdene for eleverne på den lokale skole, og her blev der trods de drilske vejrguder knoklet med at bygge blandt andet et nyt legetårn, to nye gynger og to nye basketball-kurveholdere, ligesom en række ting på ”Junglestien” blev renoveret. To nye fodboldmål, tre nye borde/bænke, nye sparkemure og nyt træ omkring sandkassen blev det ligeledes til, og selv om der endnu er enkelte ting, der ikke er helt færdige, så blev det vigtige grundarbejde udført af de mange fremmødte, der undervejs også afsatte tid til at hygge sig lidt med kaffe og kage - inden der blev rundet af med at grille. - Det er et kæmpearbejde, der er blevet udført, og selv om det selvfølgelig på den ene side er godt at få noget nyt næsten gratis, så er det også hyggeligt. Og det betyder altså meget, når vi har så stor en opbakning blandt forældrene, som det er tilfældet, siger inspektør på Flauenskjold Skole Birger Skovholm. Han er også fuld af beundring for det forældrearbejde, der forud for arbejdsdagen blev udført for at skrabe 45.000 kr. sammen til de nye lege-tiltag på skolen. Dette arbejde blev udført i fjor, hvor skolebestyrelsen og en gruppe forældre stod bag et arrangement, hvor der blev lokket med sponsorløb, diverse morsomme aktiviteter, lotteri og et besøg af AaB’s Thomas Augustinussen. Birger Skovholm bemærker i forbindelse med de nye lege-tiltag på skolen, at de alle er blevet iværksat med 100 procents fokus på sikkerheden for skolens børn, når de boltrer sig dér. - Det hele er lavet fuldstændig efter reglerne, fastslår han. De sidste detaljer i forbindelse med de nye legeting ventes i øvrigt at være på plads om et par uger.

Forsiden