Fælles kamp mod narkotika

Ved du, om dit barn tager stoffer? Det er et ubehageligt spørgsmål for alle forældre

, men desværre også et spørgsmål, der i stigende grad trænger sig på. Alvorlige forgiftninger og dødsfald er de seneste resultater af de unges farlige eksperimenter med hårde stoffer. Den udvikling skal vi vende. Forældre, kammerater, politikere og de unge skal i fællesskab bekæmpe stofmisbruget blandt børn og unge. I Skagen tog man forleden et initiativ og samlede 800 forældre og deres børn. De fik både en hård historie om misbrug og gode råd med hjem. Et af de vigtigste råd var, at forældrene skulle have god kontakt med deres børn. Forebyggelsen starter indenfor hjemmets fire vægge. Fra regeringens side tager vi narkoproblemet lige så alvorligt som i Skagen. Sammen med satspuljepartierne afsatte vi i 2005 en kvart milliard kr. til en styrket indsats mod narkomisbruget. Pakken indeholder flere initiativer, men særligt ét er rettet mod de unge. Nu får unge misbrugere under 18 år nemlig en garanti for social behandling, så de kan få deres liv tilbage på sporet efter et narkomisbrug. Satspuljepartierne har i alt afsat alt 32 mio. kr. til det formål. Derudover har regeringen sat fokus på at stoppe narkoen i lokalmiljøet med handlingsplanen "Narkoen ud af byen". I Nordjylland har Aars kommune, som en af de 14 modelkommuner i Danmark, fået en mio. kr. i støtte. Pengene skal bruges til at forebygge de unges misbrug i lokalmiljøet. Aars har dannet en fælles front mod narko, hvor forældre, lærere, diskoteker og foreninger tager hånd om de unge. Projektet omfatter blandt andet en rusmiddelspolitik i kommunens foreninger samt kurser i førstehjælp og kroppens reaktion på stoffer. Endeligt kan modelkommunerne – og alle kommuner i øvrigt – få inspiration til indsatsen i form af en ny pjece fra Sundhedsstyrelsen om forebyggelse i festmiljøet. For her er det alt for let for de unge at skaffe sig stoffer. Modelkommunerne er med til at vise vejen. Men vi skal alle sammen holde hinanden fast på at se problemet – og de unge – i øjnene. For avisforsiderne taler deres tydelige sprog: Alt for mange unge kan ikke selv overskue de dødsensfarlige konsekvenser af eksperimenterne med hårde stoffer.