Fælles kamp mod stoffer

Nye misbrugsstoffer dukker kontinuerligt op på markedet:

Stofferne Ibogain og Tabernanthe iboga blev forbudte med virkning fra 3. december 2003. Amylnitrit og Isobutylnitrit ("Poppers") blev forbudt den 18. februar 2004. 5-Meo-DIP blev forbudt 3. marts 2004. 1.12.04 blev stoffet 5-MeO-DMT forbudt. Det er et syntetisk stof med hallucinogene og stimulerende virkninger. Politiet har beslaglagt stoffet i Thorshavn, og en journalist har oplyst, at han har interviewet danske brugere af stoffet. I kølvandet på Sundhedsstyrelsens beskrivelse af stoffet og anbefaling af at stoffet optages på "Bekendtgørelse om euforiserende stoffer", liste B, har der på nettet været udtrykt en del forargelse, idet nogle fandt, det var for dårligt at ulovliggørelsen af 5-MeO-DMT skete så sent, og at stoffet allerede var kendt i vide kredse og blev forhandlet på nettet. For mig er sådanne udtalelser et udtryk for, at den kendsgerning at folk bruger stoffer, af mange først og fremmest betragtes som myndighedernes ansvar, og at det forventes af samme, at de konstant er på forkant med udviklingen og ved hvad der rører sig i alle de betændte miljøer - og på nettet - og er parate til at forbyde stofferne, næsten før andre får øje på dem. Og det er jo en umulig opgave. I dag kan man kemisk lave stoffer der passer til enhver lejlighed og producenterne har ud over kendskabet til kemi, også stor viden om hvilke stoffer der kan mikses med hvilke, og hvordan man fortsat kan holde sig på den rigtige side af loven ved at blande stoffer der ikke er forbudte – endnu. Bagefter kan man så råbe "æh, bæh, buh" ad. Sundhedsstyrelsen og sige, de sov i timen. Den holdning, at det drejer sig om at snyde myndighederne, er udtryk for en uansvarlig "barnepigementalitet". Hvad med nogen ansvarlighed – og jeg tør næsten ikke sige det: moral - hos de der producerer, forhandler og bruger stofferne? Vi kan ikke forbyde os ud af stofproblemerne, eftersom der kontinuerligt kommer nye tidligere ukendte stoffer til. Uanset hvor mange toldere og politifolk der arbejder på sagen med at opspore og beslaglægge stoffer, så vil der blive ved med at blive produceret og solgt stoffer, så længe der er et behov og dermed en efterspørgsel. Samfundets eneste mulighed er – hvis vi ikke tror på en moralsk oprustning blandt producenter og distributører – at satse på forebyggelsen i hjemmet, i skolen, i fritiden og på arbejdspladsen. I "gamle dage" var stoffer noget, narkomanerne brugte, og så langt ude var kun et lille mindretal af befolkningen. I vore dage har stofmisbrug bredt sig til store dele af befolkningen. De fleste ser ikke sig selv som misbrugere, når de forlyster sig med hash, amfetamin, kokain og ecstasy. De flirter med stofferne i bestemte sammenhænge, og har efter egen mening styr på det. Og så alligevel. Vi erfarer i dag, at stofproblemer dukker op på flere og flere arbejdspladser, hvor de hurtige stoffer kan være med til at skrue tempoet yderligere i vejret for en tid, men ikke nødvendigvis med en bedre arbejdspræstation som resultat. Når folk drikker på arbejdspladsen, er der nogle signaler og en lugt, som vi alle sammen er rimeligt bekendte med, selvom det stadigvæk er meget vanskeligt at gribe ind af mange forskellige grunde – blandt andet er vi bange for at gøre andre sure eller kede af det, vi kan jo også tage fejl og det at drikke opfattes som noget meget privat. Det er straks anderledes, når det drejer sig om stoffer. Her kan det være meget vanskeligt at være opmærksom på de første signaler på, at der er noget galt. Stofbrug opleves som noget fremmedartet og mystisk af de fleste. Indtagelsen kan ske diskret, lugtfrit og usynligt for omgivelserne. Og hvor opmærksom er man på en stor arbejdsplads, over for en medarbejder med røde øjne, store pupiller, hektisk tale og rastløshed - fysiske tegn som kan være signaler på, at personen er på hash eller speed? Arbejdspladsen er vigtig, når det drejer sig om at få standset et begyndende misbrug og få den enkelte medarbejder i behandling. En arbejdsplads med en formuleret rusmiddelpolitik, hvor der er taget stilling til, hvordan man forholder sig til ansatte med misbrugsproblemer, er en central forebyggende foranstaltning. Der er talrige eksempler på, at når en person med misbrugsproblemer mister sit arbejde, er risikoen for at hans eller hendes problemer eskalerer til stede, og det kan gå rigtigt galt meget hurtigt. Og den situation er katastrofal for den enkelte og kostbar for samfundet. Det er ikke først og fremmest eller udelukkende et offentligt ansvar "at holde narkoen ude af landet". Vi har alle et ansvar og en forpligtelse til at være en del af en fælles forebyggende indsats, som kan være med til at standse brug og misbrug af stoffer. Alice Thaarup er socialrådgiver af uddannelse og har i hele mit faglige liv arbejdet inden for misbrugsområdet. Arbejder som alkohol- og narkotikakonsulent og er leder af Forebyggelsesafdelingen i amtets rusmiddelorganisation.