Fælles løsning for kedelig?

I vores hæsblæsende tid har man ikke ret mange skud i bøssen, hvis man vil prøve at påvirke den offentlige debat.

EMNER 13. februar 2011 05:00

Det er der flere grunde til. En af dem er, at man kan leve af at have en aktuel mening og andre kan leve af at sørge for, at disse meninger promoveres. Det kan synes udemokratisk og ødelæggende for debatten; men der er også fordele. For eksempel ser man sjældent de professionelle meningsdannere gentage sig selv. Det er sikkert, fordi de godt ved, at det er vigtigt, at man ikke låser sig fast. Det er bedre med en smart vinkel end en fastlåsning af sig selv og sit levebrød. Måske ved de også, at gentagelser risikerer at blive til parodier og hvad der er endnu værre: gentagelser ender med at blive skingre og i sidste ende bliver de til hetz og måske virker gentagelser så stik modsat. Det undlader de politiske kommentatorer og overlader det trygt til politikere og læserbrevsskribenter, også i denne avis. Mon ikke de fleste mennesker er dybt irriterede over at se f.eks. statsminister Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt bruge deres sparsomme tid på tv til to ting, nemlig at fremføre mangler hos hinanden og gentagelser af sig selv, ofte så ordret, at enhver kan se, at det er indstuderet. Og mon ikke de fleste er trætte af læserbreve, der er dybt forudsigelige. Skriv da for pokker noget andet, tænker man, både når man er enig og uenig i grundsynsvinklen. Det mest eklatante eksempel er indvandrerdebatten. Da der begyndte at opstå vanskeligheder, delte den danske befolkning sig i to grupper - for eller imod Glistrup. Samme Glistrup var jo netop helt unuanceret, og derfor gik der år med at forskanse sig for eller imod i stedet for at se både problemer, fordele og forpligtelser i øjnene. Før sidste folketingsvalg skete der noget nyt. Ny Alliance ville gøre op med blokpolitik, og indtil sidst i valgkampen var partiets politik, at man ikke ville pege på én af blokkende. Det var spændende og nyskabende, fordi de fleste øvrige partier stod i kø for at fri til den nye midte. Desværre blev NA kanøflet for den manglende vilje til at vælge side og derefter valgte man da også i den grad side. Lad os forestille os, at man sad som administrerende direktør for Danmark. Så ville man naturligvis være bekymret over fremtidsudsigterne og være nødt til at regulere forholdet mellem offentlige udgifter og indtægter. Her forekommer det hæderligt at sige, at efterlønnen ikke længere er et tilbud vi har mulighed for at give. Vi er nødt til at erstatte den med en ordning, der hjælper de nedslidte og syge. Hvis de ansatte til det svarer, at man hellere vil arbejde mere, f.eks. 12 minutter mere om dagen, ville den dygtige direktør indlede drøftelser om muligheden for også at gøre det. Drøftelserne ville nok gå på, om det skulle være tvunget, om det skulle være de ansatte der skulle gøre det, eller om man skulle satse på at få flere hænder i arbejde, - altså en løsning der ville være solidarisk med dem der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. I sådanne ordentlige drøftelser ville løn og afsætning også være temaer. Spørgsmålet ville være, om det er vigtigst med høj løn og skat eller flere i arbejde og mulighed for at producere til fornuftige priser. Det er ikke afgørende hvem af parterne der får ideerne. Det afgørende er, at vi sikrer gode danske arbejdspladser på et bæredygtigt grundlag. Det seneste skrækeksempel er mange offentlige arbejdspladser. Først sparer regeringen målrettet i nogle år. Derefter får de ansatte lønstigninger på 15 pct. over tre år. Så kommer finanskrisen - og det gælder ikke at sige, at det var uventet, for den slags kommer med ujævne mellemrum. Så skal regningen betales, og der er kun de samme offentlige arbejdspladser til at gøre det. Konsekvensen er, at vores velfærdssystem forringes ,og det bliver utrygt at blive syg eller gammel. Sværere er det sådan set ikke, og derfor er det ren taburethunger og eksponeringstrang, når politikerne prøver at give hinanden skylden eller påstå, at de kan løse udfordringerne uden hinandens aktive medvirken. Problemet ved en fælles løsning er, at det er lige så kedeligt at forestille sig som de fleste andre politiske spørgsmål, som et samarbejdende folketing faktisk ekspederer dagligt. Det lægger ikke op til konfrontationer eller skandaler; men derimod et langt sejt træk der vil skabe et folk mere fællesskab og lyst til udfordringer. Men her er det politiske Danmark ikke radikalt anderledes end en anden organisation med kniven på struben. Enhver organisation består af forskellige interesser og opfattelser. Dem, der kan samle disse, overlever bedst.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...