Fælles modtræk mod globaliseringen

AARS:Hvad stiller man op, når udflytning af arbejdspladser fra Løgstør Rør bevirker, at antallet af medarbejdere falder fra 600 til 200 eller når Inelco i Fjerritslev flytter produktionen af lynladere og varmeblæsere til udlandet og derved reducerer antallet af medarbejdere fra 30 til fem? Dette spørgsmål er i allerhøjeste grad aktuelt for de medlemmer af 3F-Midtfjord, der har mistet deres arbejde som følge af globaliseringen. Derfor er 3F Midtfjord blandt initiativtagerne til et fyraftensmøde om globaliseringens virkninger for arbejdspladserne i Vesthimmerland og Han Herred på Erhvervsskolerne i Aars tirsdag den 1. marts. - Vi kan ikke holde for, at job forsvinder til lavtlønsområder i udlandet, siger formanden for 3F-Midtfjord, Lene Haugbølle, Aars. - Men vi kan medvirke til, at der skabes nye arbejdspladser og udvikle de virksomheder, der er her i området. Det kræver nogle andre kompetencer. Derfor er der kun en vej fremad for vore medlemmer, nemlig at opkvalificere sig gennem målrettet uddannelse, påpeger hun. Programmet for fyraftensmødet omfatter indlæg om udannelsesmæssige muligheder ved Pia Schnoor, Nordjyllands Amt og Kim Knudsen, Nordjysk Kompetenceudvikling. Regionskonsulent Karsten Kollerup, 3F - Nordjylland, har et oplæg om globaliseringens betydning for det danske arbejdsmarked, mens næstformand i 3F Midtfjord, Lindy Mortensen, fortæller om globaliseringens lokale virkninger. Tillidsrepræsentanter og arbejdsgivere vil modtage en special invitatione til mødet, som en række fagforbund står bag sammen med VUC Nordjylland, Erhvervsskolerne i Aars og Nordjysk Kompetanceudvikling.