EMNER

Fælles ophørsudsalg?

LEDER Kristendemokraterne og Fælleslisten slår pjalterne sammen

Hvad har de to partier Kristendemokraterne og Fælleslisten til fælles? At de begge godt kan have svært ved at trænge igennem til vælgerne (bortset måske lige fra de senere ugers pletvise fokus på Kristendemokraternes enlige medlem i Folketinget, Per Ørum Jørgensen). Og så at ingen af dem umiddelbart ser ud til at komme i nærheden af noget, der bare minder om en spærregrænse ved næste folketingsvalg. Men i erkendelse af, der jo i teorien godt kan ligge en hel del stemmer blandt utilfredse vælgere, der vender sig mod tidens tendens til centralisering, kan det godt give en vis mening for det gamle parti (med rødder i Kristeligt Folkeparti fra 1970) og den unge protestbevægelse (med rødder i en lokal protest mod sygehusnedlæggelser i Holstebro) at slå pjalterne sammen. Begejstringen har da heller ikke været til at tage fejl af hos netop Per Ørum Jørgensen, der har kaldt fusionen eller måske snarere fornuftsægteskabet for "en historisk og god dag for alle de danskere, der er træt af regneark og centraliseringer". Som om der findes særligt mange danskere, der ligefrem elsker regneark og centraliseringer - men begge dele kan nu engang være nødvendige i et større perspektiv. Samtidig peger Per Ørum Jørgensen på, at de to partier har en fælles dagsorden med rod i det nære og det folkelige. Kun tiden kan vise, at en - må man formode - kristent båret stemme, der taler det såkaldte "Udkantsdanmarks" sag, har nogen fremtid - også når partiet, hvis det i det hele taget kommer i Folketinget, pludselig bliver involveret i et større forlig, sådan som Per Ørum Jørgensen jo selv har oplevet det på med grænseaftalen. For år tilbage omtalte spasmageren Jacob Haugaard Enhedslisten som "det forenede ophørsudsalg på venstrefløjen". Kun vælgerne kan afgøre, om Kristendemokraterne/Fælleslisten er det forenede ophørsudsalg for Udkantsdanmark, fordi interesserne trods alt er for snævert defineret.