Fælles skole- ledelse er i strid med lov

Forældreforening skyder Farsø-forslag ned

Skolevæsen 24. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Politikerne i Farsø er på kant med loven, hvis de gør alvor af planer om at samle kommunens fem skoler under én ledelse. Forslaget skal i dag behandles i kommunalbestyrelsens kulturudvalg. Men ideen er ikke alene dum - den er også ulovlig, siger formanden for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen. Han oplyser, at samme model har været overvejet flere andre steder i landet, men at den alle steder er blevet opgivet igen på grund af de begrænsninger, som folkeskoleloven lægger på forsøg i den retning. - I loven står der simpelthen helt klart, at alle skoler med klassetrin op til 7. klasse skal have sin egen ledelse og sin egen skolebestyrelse, siger forældreformanden. Men selv hvis loven blev lavet om, ville han stadig advare mod den foreslåede struktur. - De lokale skoler har hver især brug for, at der er en ansvarlig ledelse til stede på skolen i dagligdagen, både i forhold til personalet, forældrene og eleverne, og for at der er en ansvarlig skolebestyrelse. Hvis der opstår problemer i hverdagen - og det gør der jo på en skole - kan det ikke nytte noget, at der er for langt til ledelsen, siger Thomas Damkjær Petersen. Formanden for børne- og kulturudvalget i Farsø, Søren Virenfeldt (UP), kalder modellen "et forsøg på at komme skolelukninger i forkøbet." Tema 1. sektion side 4 Leder 1. sektion side XXXXX

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...