Lokalpolitik

Fælles strandrensning bliver vraget

Teknisk udvalg i Sæby Kommune mener ikke, at der er råd

NY FREDERIKSHAVN: I turisme-samarbejdet Toppen af Danmark har der længe været arbejdet for en tværkommunal aftale om strandrensning. Det ser efterhånden ud til at være mere end almindeligt svært at få sådan en aftale på plads, for nu har også Sæby Kommune sagt fra. - Vi har afvist forslaget, for vi har ingen midler, som vi kan afsætte til projektet, siger Per Therkildsen (V), formand for teknisk udvalg i Sæby Kommune. Hvis Sæby Kommune skulle være med, så ville det koste 230.000 kroner, og det er altså dette beløb, som det ikke har været muligt at afse. Per Therkildsen tilføjer i øvrigt, at han ikke føler, der er behov for strandrensning i Sæby Kommune. - Jeg synes faktisk, at vores strande er rimeligt gode, siger Per Therkildsen og fortæller, at det faktum at man er tæt på at gå ind i en ny storkommune, også har haft betydning for afslaget. - Men jeg kan da sige, at der var enighed om det, slutter han. Tages til efterretning Frederikshavns borgmester Erik Sørensen (S), der samtidig er formand for Toppen af Danmark tager Sæby Kommunes beslutning til efterretning. - Vi må jo bare acceptere suveræne afgørelser. Der er tilsyneladende ikke velvilje til at gennemføre projektet lige nu, siger Erik Sørensen. Tidligere har kommunerne i Hjørring og Hirtshals oplyst, at de heller ikke kan finde penge til projektet, og dermed ser den fælles strandrensning ud til at være gået på grund. På torsdagens bestyrelsesmøde i Toppen af Danmark blev det besluttet at afvente situationen. - Vi må se, hvordan det hele ser ud efter kommunalvalget 15. november. Vi har aftalt, at vi planlægger et nyt møde efter valget, og så må vi se, hvad resultatet bliver. Øget ansvar for turisme Erik Sørensen mener, at når kommunerne bliver større, så er der brug for at tænke mere på turismen i de forskellige regioner. - Jeg tror, at erhverv og turisme til den tid vil komme til at stå højere placeret på den politiske dagsorden. Kommunerne får nemlig meget mere direkte indflydelse på udviklingen i landsdelen, siger han. I den forbindelse fastholder Erik Sørensen ideen om, at strandrensning er værd at overveje. - Vi vil jo gerne forlænge turistsæsonen, og så er det måske en god idé at tænke på, at turisterne ikke kun vil ligge ved stranden i højsæsonen. Strandene er jo også et sted, hvor mange mennesker godt kan lide at gå tur, siger Erik Sørensen. Han formoder, at Ny Frederikshavn Kommune vil være positiv overfor strand-rensning, hvis han selv bliver ny borgmester. Kommunerne i Skagen og Frederikshavn har nemlig allerede sagt ja til projektet.