Fælles vejrstation på Hans Ø afblæst

Der bliver alligevel ikke nogen dansk-canadisk vejrstation mellem Grønland og Canada

Samarbejdet om vejrstationen skulle være med til at skabe tøbrud i den kolde diplomatiske strid om retten til den lille klippeø - og skaffe bedre data. foto: ture andersen
Canada 26. august 2007 06:00

KØBENHAVN: En planlagt dansk-canadisk vejrstation på Hans Ø, som kunne have medvirket til et tøbrud i det kolde diplomatiske klima om den omstridte klippeø, bliver alligevel ikke til noget. I hvert fald ikke i år - og formentlig heller ikke næste år. Det oplyser den danske bagmand, professor emeritus Preben Gudmandsen fra Danmarks Tekniske Universitet. Både det danske og det canadiske udenrigsministerium godkendte ellers 8. juni 2007 planen om en fælles vejrstation på den forblæste og ubeboede Hans Ø i det smalle Naresstræde mellem Grønland og Ellesmere Island - tæt på Nordpolen. Men den canadiske partner i projektet, professor Kent Moore fra University of Toronto, har meddelt, at det sene tidspunkt ikke gav ham tilstrækkelig tid til at planlægge en flytning af vejrstationen fra Pim Island i Smith Sound op til Hans Ø. - Verden går jo ikke under af den grund. Men vi kunne bare gøre et bedre stykke arbejde og levere bedre data, hvis man havde en vejrstation et sted i området, siger Preben Gudmandsen, som tidligere i sin karriere har været med til at udvikle en radar, der kunne måle indlandsisens tykkelse. Transporten af klimastationen, som skulle sikre mere pålidelige vejrdata fra området, skulle have fundet sted med et skib fra den canadiske kystvagt, “CCGS Henry Larsen”, i løbet af august i forbindelse med en række forskningsopgaver i området, oplyser Preben Gudmandsen. Diplomatisk krise Hans Ø, som efter Udenrigsministeriets opfattelse er dansk, blev midtpunkt i en diplomatisk krise i sommeren 2005, da den canadiske forsvarsminister, Bill Graham, besøgte øen og gjorde krav på den. En uge forinden havde canadiske tropper hejst ahornflaget over Hans Ø. Efter at uenigheden brød ud i lys lue, indgik de to lande en våbenhvile i ordstriden og har siden holdt en række forhandlingsmøder om sagen. Det seneste blev holdt i Ottawa den 18. juni, og et nyt møde om Hans Ø ventes holdt i København i foråret 2008. Bladet Polarfronten kunne i februar i år fortælle, at den fælles vejrstation var på vej. Kent Moore troede allerede i september 2006, at han havde fået lov at opstille en vejrstation, fordi hans plan var godkendt af det canadiske selvstyreområde Nunavuts regering. Men Canadas udenrigsministerium nægtede i sidste øjeblik Moore at tage af sted, angiveligt af frygt for at optrappe striden med danskerne. Kent Moore blev i stedet anbefalet at slå sig sammen med danske forskere, og det skete efter en kontakt fra Preben Gudmandsen. Den pensionerede danske professor vil nu undersøge, om der skulle være andre muligheder for at få opstillet en vejrstation på Hans Ø. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...