Arbejdsmarked

Fællesklub lukker ned

Kun to klubber tilbage efter ophør med nybygninger

FREDERIKSHAVN:Dagene er talte også for de timelønnedes fællesklub på Ørskov. - 28. februar 2003 opløses klubben, er det bestemt på en generalforsamling, oplyser fællestillidsmand og samtidig tillidsmand i klub 10, Henrik Olesen. 28. februar er samtidig den dato, som er sat for afleveringen af værftets sidste nybygning. Kun to klubber ud af fællesklubbens fem fortsætter, når værftet fremover alene skal beskæftige sig med reparationer. De to klubber er Klub 10, der favner smede, maskinarbejdere og rørlæggere, samt SiD-klubben. De tre klubber, der forsvinder, er Klub 9 (Sandholm), Klub 29 med skibsbyggerne samt TIB-klubben (Træ, Industri og Byg) med snedkere og tømrere. Sandholm-klubben afvikles i denne måned, mens de to øvrige klubber forsvinder sammen med det sidste skib. De frederikshavnske skibstømrere (eller skibsbyggere) var i øvrigt de allerførste til at stifte en fagforening i byen. - Det skete for over 100 år siden, fortæller tillidsmand for Ørskovs skibsbyggere, Otto Marquardsen. Skibstømrernes fagforening blev siden opslugt af Dansk Metal. - Så det er måske også på tide, at de sidste 18 af os ryger på museum, tilføjer Otto Marquardsen. Han er blandt de 143, der i fredags fik en fyreseddel. 37 år når det for Otto Marquardsen at blive til på Ørskov, og dermed er han en af de få tilbageværende, der har oplevet at arbejde under alle tre generationer Ørskov.