Musik

Fællessang med gamle landeplager

Mænd glimrede ved deres tilstedeværelse, men vi dansede for lidt

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De fleste publikummere denne aften på Trekanten er fra en tid, da musik i hjemmet var det samme som Giro 413. Og sangene hænger ved endnu.

AALBORG:Allerede ved de første strofer trommer de fleste fingre i takt på bordet. Diskret, selv om vi sidder i halvmørke, for vi skal lige se situationen an. De spiller den ikke, men et enkelt blik ud over salen afslører, at vi alle vist er i samme båd. Fra den generation, som voksede op med Giro 413 søndag middag som det eneste musiktilbud, vi kom i nærheden af bortset fra melodierne til søndagsskolens salmer eller danseskolens skomagerpolka. Og genren står stadig højt på listen, fornemmes det. Lars Stryg & Royal Strings er husorkester denne Spil Dansk-aften på Trekanten i Aalborg Øst, og selv om de lagde ud med ¿Jeg drømte mig en drøm i nat¿, og vi sang pænt med, så er scenen stadig mest deres, Lige indtil de rammer os med ¿69-hittet ¿Hvor er det sted¿ og med hjerteknuseren ¿Vil du rejse din vej uden ord til farvel?¿ Hvis vi havde kærestesorger, da dén var melodien over alle melodier, så dukker den svigtende elskede helt sikkert op på nethinden her i halvmørket, uanset hvem, vi sidder ved siden af nu. Man kan næsten få tårer i øjnene. Apropos hvem vi sidder sammen med: I forhold til, hvad koner generelt kan få deres mænd med til af komsammen, er denne aftens kvindelige publikum unikt: Her er mindst et par snese grandvoksne bedstefædre. Afbud fra Lis og Per Lis og Per har meldt afbud selvsamme formiddag, fordi Lis er blevet syg, men hvem kan klage, når Richard Ragnwald, præsenteret som Dansktoppens Konge, er sprunget til i sidste øjeblik? Han takker os også for det, som han siger, velfortjente bifald! Men først er det James Rasmussen. Jeg ved ikke, hvad de andre tænker, men Four Jacks klinger mere genkendeligt. Han afløste Otto Brandenburg i vokalgruppen i 1958. Og er vist ligeglad med vores tøven. ¿Når bare man haaar det godt, gør det så nååå¿t, man ikke er så pæn?¿ synger vi. Og genkender ham, mens vi tager ¿Op til Alaska¿. Vi skal, forudskikker han, også med en soldat til det fjerne østen, hvor¿ - Marie, A wil hjæm¿ lyder det prompte fra salen, og nogen begynder at klappe, indtil diskussionen skæres af: Folkene på scenen insisterer på, at det er dem, der siger det, der skal siges. Sangen om Mandalay behøver vi ikke at nynne til. Vi kan faktisk teksten, og den indbyder til, at vi vugger på stolen. Vi kommer vist også til at klappe i takt. Overgangen til Ragnwalds festhumør er lidt overgearet efter min smag. Måske er jeg mere til (Lis og) Pers blidhed? Jeg taber i hvert fald tråden til en sang om, at ¿I aften er vi samlet, og her i Aalborg by har jeg det allerbedst¿.¿ Den er vist tillempet versefødderne. - Kom så, råber han ud i mikrofonen og viser, hvordan vi skal gøre:- Kom så! Hænderne op over hovedet... Måske er jeg bare bornert, for de fleste hænder ryger faktisk op i luften, og en skov af arme bevæger sig i takt til musikken, men jeg synes, det passer dårligt til både positur og situation. Havde vi så stået på et dansegulv! Det er der faktisk enkelte par, der finder på, men det er først efter pausen og så sent, at andre er ved at finde trøjen og håndtasken, så de kan komme først op til bilen. De fleste af os sidder pænt ved langbordene med en enkelt øl, et glas vin eller en kop kaffe foran os. Men vi kan se på sidemandens lår, at også andres fødder har svært ved at holde sig i ro. - I er det bedste publikum, vi har haft - lyder det fra Richard Ragnwald - i dag! Og vi kvitterer for morsomheden ved at synge højt og godt med på ¿Du er min øjesten¿, inden vi tager hinanden i armene og vugger sejlende frem og tilbage til ¿Tak, fordi vi er venner.¿ Den var på Dansktoppens førsteplads i samfulde 16 uger. Winckler junior Og ja, han ligner godt nok sit ophav, ham Michael Gustav Winckler. Hårgrænsen og øjnene især, og vi synes også ved bordene, at det må være svært at komme efter dén far. Så vi tager godt imod sønnike, og vi klapper også, når han blander sine egne sange ind i repertoiret. En ViseVersHus-vals og kendingsmelodien til radioens ¿Sommerkaravanen kører efter planen¿, men det er altså, med forlov, ikke dem, vi er kommet for at høre. Det er de gamle travere, vi kan huske og synge med på og elsker, og de er de bedste, basta! Man kan bare lytte efter og se, hvilke sange det er, vi får lys i øjnene af? ¿Gem et lille smil, til det bliver gråvejr¿. ¿Jeg vil vente på telefonen¿. ¿Hvide måge¿. Især ¿Hvide måge¿. Skal man tolke sangglæden, så hitter den gamle, mølædte flyver. Okay, det er måske ikke lige teksterne, vi er kommet for, og reelt kan man jo også først huske dem, når de bæres af melodierne, men genkendelsens glæde skal man ikke undervurdere: Aldrig mer¿ må jeg se dig, aldrig hør¿ din røst. Aldrig mer¿ kan jeg finde den, som gir mig trøst. Du gav bare løftet, som jeg ej forstod. Nej, Kære, forstå mig - aldrig mer¿ kan jeg tro! Man skal heller ikke undervurdere farmødre. Og efter denne aften ved vi, at Ragnwalds 14 år gamle hit, ¿Kære lille Mormor¿, sagtens kan synges for farmødre og bedstefædre og oldefædre. Vi gjorde det selv... - Skriv nu, at det var rigtig hyggeligt, lød det efter Deres udsendte på vejen ud...