FÆLLESSKAB Finanskrisen har sat skub i diskussionen om Danmarks euro-forbehold, men selvom det kan mærkes, at vi står udenfor, så er fronterne trukket skarpere op, end nogensinde før Har vi råd til at sige nej?

På Island er det pludselig et hedt ønske for selv de meste skeptiske at komme med i EU og den fælles mønt. Vulkanøen har ellers klaret sig fint alene, men da finanskrisen ramte, viste det sig med al tydelighed, hvor galt det kan gå, når man er en lille valuta uden venner. Den islandske krone er pludselig ikke ret meget værd, og de helt almindelige islændinge, der har lånt 200.000 til en ny bil i udenlandsk valuta, som mange har, skylder pludselige det dobbelte. Det samme gælder for boliglån, og bare tanken om en fordobling af gælden må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selv den mest forhærdede danske boligejer. Alt sammen noget, der ikke ville være muligt, hvis Island havde været med i den Økonomiske og Monetære Union. Men hvad med os selv her i Danmark? Godt nok er vi med i EU, men ikke i den fælles mønt, som vi til daværende økonomiminister Marianne Jelved og de fleste andre politikeres store skuffelse sagde nej til i år 2000. Siden har dommesdagsscenarierne vist sig ikke at holde, og mens boligfesten og dansk økonomi kørte for fulde huse, blev der nærmest grinet ad advarslerne. På Island er der mildest talt ikke mere at grine af, men det er der trods alt en masse andre grunde til. Som eksempelvis et overforbrug af dimensioner, en uforsigtig lånepolitik og en tro på, at et lille land faktisk kan komme til at eje hele verden. Nu er Magasin og Illum sat til salg og Nyhedsavisen et rygende krater i jorden. I Danmark går det derimod ok trods krisen, men det ville nu have været bedre, hvis vi var med i euroen, siger tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. - Man har påpeget lige fra starten, at hvis man holder sig udenfor, så er det lettere for udlændinge at spekulere mod kronen. Hvor meget det koster i det lange løb er svært at sige, siger han. Pengehavet Eksperterne kan godt lide at beskrive de internationale kapitalmarkeder som et hav, der lige nu er frosset til eller ved at tø op, som det hedder sig. I den terminologi er pengene vandet, der normalt strømmer derhen, hvor renten er højest. I Danmark er det nationalbankdirektøren, der sørger for, at der hverken er for mange eller for få, der har lyst til at købe danske kroner. Det gør han med renten, som bliver hævet eller sænket alt efter behov. Lige nu er der ikke ret mange penge, der flyder rundt, og med Danmark som en meget lille båd, er det ikke alle, der har lyst til at lægge for mange penge i den, hvis den nu skulle kæntre som den islandske. Derfor begyndte udenlandske investorer at sælge de danske kroner og satse på de store sikre valutaer, og det var årsagen til, at Nationalbanken i sidste uge hævede renten, så det stadig kan betale sig at have danske kroner trods en smule usikkerhed. Det er netop udfordringen ved at stå uden for, forklarer Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen. - Vi har en kurs, der kan bevæge sig, og den usikkerhed betyder, at vi skal betale lidt højere rente, for at udlændinge beholder de danske kroner. Når der er pres på den danske krone, altså når udlandet ikke vil holde på de danske kroner, så bliver renten hævet, men i rolige tider er prisen bare, at vi lever med en svagt højere rente, siger han. Familien kerne Lige nu mærker de danske kernefamilier også, at vi ikke er med. Når Nationalbanken hæver renten, så følger de danske banker typisk med. Nogle lån, som for eksempel de såkaldte prioritetslån, er direkte bundet til nationalbanksrenten, og når renten stiger, koster det. Brevene fra banken med budskabet om højere rente er da også allerede begyndt at dumpe ind af de danske brevsprækker. Samtidig med den danske rentestigning valgte Den Europæiske Centralbank (ECB) at sætte renten ned, så forskellen mellem den danske rente og eurorenten nu er 1,25 procent. Det betyder i grove træk, at en dansker betaler 1,25 procent mere i rente end en tysker, - Hvis vi har så stor forskel i en måned, så betyder det ikke noget, men hvis det er en længere periode, så vil det være et problem, siger Jes Asmussen, som har beregnet, at det kan koste op til seks milliarder kroner og 10.000 job, hvis forskellen ikke bliver udlignet igen. Det regner han dog med, at den gør. Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer spår også, at finanskrisen bliver kortvarig. - Jeg tror fundamentalt set, at det her driver over forholdsvist hurtigt. Det er jo en nervøsitet i finansmarkederne, som skaber ustabilitet, men de dispositioner, der er truffet rundt omkring i de forskellige lande, vil medvirke til at genoprette tilliden, og så trækker det i lave igen, siger Erik Hoffmeyer, som forudser, at Nationalbanken derfor også forholdsvis hurtigt sætter renten ned igen, så det rekordhøje rentespænd mellem kronen og euroen bliver mindre. Som dansk iagttager var det en smule bizart at se sidste uges forløb, hvor den danske nationalbank den ene dag satte renten op, mens eurorenten næste dag blev sat ned. Erik Hoffmeyer forsvarer Nationalbankens ageren med, at det ikke var til at forudse, at ECB dagen efter ville sænke renten, Tilbage står dog, at den situation ikke ville være opstået, hvis Danmark var med i euro-samarbejdet, og dermed havde siddet med ved det besluttende bord. Derfor er Jes Asmussen også af den opfattelse, at de røde lamper ville blinke en smule mindre, hvis Danmark var med i ØMU’en. - I bund og grund fungerer vi som et EURO-land. Vi gør som de andre, men vi har ingen indflydelse på beslutningerne, siger han. Euroen en død sild? Mens tilhængerne af euroen således er endnu mere stålsatte om euroens lyksaligheder og samles i et kollektivt: Hvad sagde vi!, er modstanden mod projektet langtfra forsvundet. Tværtimod er der ifølge en af de mest markante euro-modstandere, Saxobank-direktøren Lars Sejr Christensen, større begrundelse end nogensinde for at stå udenfor. - Der er sket nøjagtig det, man kunne frygte. Euroen har haft medvind i hele sin levetid, men nu hvor den har lidt modvind, så klarer den sig ikke så godt, Jeg har hele tiden haft den holdning, at vi skulle vente og se, om de meget forskellige økonomier i euro-området overhovedet kunne hænge sammen, og det er jo lige præcis det, som er bekymringen nu, siger han og henviser til, at der i øjeblikket opbygges større interne økonomiske spændinger mellem eurolandene end nogensinde. Så hvorfor melde en lille sund økonomi som Danmark ind i en klub af mere eller mindre usunde økonomier, hvor det går dårligere og dårligere, spørger Lars Sejr Christensen. Euroen holder sammen på det hele Økonom Peter Erling Nielsen fra Københavns Universitet medgiver, at finanskrisen for alvor har fået de interne spændinger i euro-området op til overfladen. Inflationspresset er meget forskelligt fra land til land, og der er store forskelle i det økonomiske udsyn og evnen til at køre en langsigtet økonomisk politik. Hvor Tyskland eksempelvis er kendt for at køre en ansvarlig og sikker linje, er Italien mere løs på tråden. - Det er klart, at euroen er limen, der får det hele til at hænge sammen. Foreløbigt har den holdt meget godt, men ingen ved, hvad der sker i morgen eller i overmorgen, siger han. Peter Erling Nielsen stiller samtidig spørgsmålstegn ved, hvad der ville være sket med Europa, hvis euroen ikke havde været der. - Så ville en række lande som Italien, Spanien, Grækenland og Portugal være gået helt til bunds, spår han. Selvom det ganske givet har ærgret statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at stå sidste søndag aften i DR’s tv-studie samtidig med, at de centrale spillere i EU holdt pressemøde om den hjælpepakke, de 15 eurolande netop var blevet enige om, så afviser regeringstoppen dog, at der er en hurtig euro-afstemning på vej. Det vil se ud som om, vi udnytter krisen, argumenterede udenrigsminister Per Stig Møller (K) mandag. Og så haster det åbenbart heller ikke mere med at komme med, for som han sagde til Jyllands-Posten: - Der er masser af tid. Don’t worry, be happy.