- Fællesskab og sejt træk giver resultater

- Potentialet er der til at udvikle lokalområderne. Man skal bare tage fat, siger 50 års-fødselar

FJERRITSLEV:Hvis nogen for 10 år siden spåede, at Trekronerområdet stod foran en opblomstring, børnehaven ville bugne af børn og elevtallet på skolen vokse til højder, der ikke er set siden centralskolens tid, ville de fleste ryste på hovedet. Men underet skete, og selv om ikke alt kan tilskrives en enkelt ildsjæl, har Trekronerskolens leder Jens Sørensen en stor andel i successen. I dag fylder han 50, og selvfølgelig blev han i går mødt på skolen af flag med og plakater med teksten Verdens bedste skoleinspektør, når det nu ikke er skoledag på selve den runde dag. - Og sang og konkurrence med eleverne om at stå på hænder, griner han. Faktisk blev han slået af en af de store drenge, medgiver han. Han vil ikke gerne fremhæves som enkeltperson. Han går varmt ind for fælles engagement og Socialdemokraterne. - Man skal gå sammen for at få ting til at lykkes. Med landsbycenteret skulle både skolen, idrætsklubben, børnehaven og landsbycenteret arbejde sammen. Hvis bare en af parterne faldt fra, faldt det hele fra hinanden, forklarer han. - Det lykkedes her, og jeg er sikker på, at potentialet er der i andre lokalsamfund. Men nogen skal gå i front og trykke på de rigtige knapper, og det er et slid, for der er ingen genveje. Men det er også sjovt, og det skal det være, tilføjer Jens Sørensen. Han kom til Trekronerskolen i 1994 efter syv år som lærer på Klim Friskole, og som 50-årig er han stadig lige begejstret for at have med børn at gøre. - Jeg er stolt over at være lærer. Man er ansat af det offentlige til at varetage en utrolig vigtig samfundsopgave, og det er et privilegium og en stor udfordring at undervise børn, siger skolelederen, der også erkender, at der er sket en stor udvikling i skolerne, ikke mindst med hans eget job. I dag har en skoleleder kun få undervisningstimer, for der er mange nye opgaver. - Jeg tror ikke, at de mindre skoler i al evighed vil have egen skoleleder. Strukturreformen vil sikkert betyde fælles ledelse for en del skoler. Det er i hvert fald at foretrække frem for lukning. Dønningerne fra Christiansborg og i pressen om hvor dårligt eleverne nu er til det ene eller andet tager han med et stort gran salt. - Selvfølgelig gør den enkelte skole arbejdet så godt som muligt. Politikerne ved nok ikke altid, hvordan tingene fungerer på landet, mener Jens Sørensen. - Jeg blev faktisk ret glad, da Bertel Haarder (undervisningsminister fra Venstre, red.) sagde, at han vil have fælles morgensang tilbage i skolerne. Den har vi nemlig allerede - og har vi altid haft. - Børn har brug for velkendte og stabile omgivelser for at få tryghed i tilværelsen. De skal også blive ved med at have et klasserum som tilholdssted. Jeg er ikke så begejstret for ideen med at bryde alle vægge ned i skolerne, siger han. - På den måde er jeg faktisk ret konservativ...