Fællesskaber sikrer fredelig Roskilde Festival

Roskilde, fredag /ritzau/ De fællesskaber, som publikum skaber på campingpladsen og under koncerterne, har sikret en fredelig Roskilde Festival for de knap 100.000 deltagere i år. De slentrer til og fra koncerter. Bevæbnet med halvfyldte plastikflasker med øl og papvin begiver de sig til og fra de små såkaldte "lejre", som har været deres hjem i fire fredelige dage på Roskilde Festival. Og netop fællesskaberne, som gæsterne i år har skabt på campingpladsen og under koncerterne, kan tage æren for en meget fredelig festival, lyder det fra både folkene bag festivalen, eksperter og politiet. - Vi har haft en bragende god stemning, og festivalen har været langt fredeligere end sidste år. Og det er selvom, der har været flere gæster, siger vagthavende ved Roskilde Politi, Claus Stoltenberg. Og tallene taler deres eget sprog. Politiet har i år anholdt 47 personer, hvilket er over 20 færre end i 2005. Samtidig har politiet også kun modtaget 327 anmeldelser om tyverier mod 545 sidste år. Mellem fire og 11 dage har de knap 100.000 deltagere etableret sig med telte, pavilloner, stole, lydsystemer - og hver lejr med hver sit tema. En flok drenge fra filurlejren har udloddet litervis af vodka med appelsinjuice og rød sodavand til piger, som ville give et kys på kinden. I en anden lejr har man samlet dåser og lavet kunstværker. I Dolly Parton-lejren har drenge og piger med cowboyhatte indsamlet 20.000 underskrifter for at få den garvede countrysanger til Roskilde Festival næste år. Aktiviteter, der giver sikkerhed på festivalen, mener talsmanden, Esben Danielsen. - Det er utroligt, at der ikke sker mere. Heldigvis. Vi tror på, at det er de mange aktiviteter og den stemning, publikum skaber - så kan man jo ikke stå og blive sur på sidemanden, siger festivaltalsmanden. Han fortæller, at folkene bag festivalen prøver at opmuntre fællesskaberne ved at lave aktiviteter rundt om på pladsen. Der er blevet grillet på bål, sunget og spillet på guitar, og aktiviteterne rummede i år også en badesø, der for alvor etablerede festivalen som en stor campingferie. Samtidig er der stor fokus på de "lejre", som gør sig ekstra bemærket. Talsmanden bakkes op af sociolog Birthe Linddal Hansen fra Center for Fremtidsforskning. Hun mener, at Roskilde Festival netop har så stor succes, fordi folk savner de store fællesskaber. Hun peger også på de helt specielle måder, som festivalen skaber fællesskaber på. - I bund og grund er mennesket et socialt væsen. Vi optræder individuelt for at få anerkendelse af andre. På festivalen er det lige pludselig fællesskaberne, der gælder. Men der er jo helt specielle koder for, hvordan fællesskaberne skal være, siger hun og henviser til, at de fleste festivalgæster bruger tøj, temaer og musikken til at skabe sammenhold. Et sammenhold, som ifølge sociologen sikrer, at folk opgiver egoismen til fordel for god opførsel over for andre. - Folk er trætte af at pille navler. På festivalen får de en oplevelse af at være en del af noget større end dem selv, som man kan blive opslugt af. Festivalen er et symbol på et meget stort fællesskab, som ikke findes mange andre steder i dag, siger hun. /ritzau/