Nordjylland

Fællesskaber undergraves

BUTIKSLUKNINGER:En helt ny opgørelse fra Danmarks Handelsstandsforening viser, at 3300 butikker er bukket under de seneste tre år, heraf to tredjedel vest for Storebælt! Heraf over 400 butikker i Nordjylland. Det skyldes især liberaliseringen af lukkeloven. Den stigende nethandel trækker i samme retning. Så har vi endda kun set første del af liberaliseringen siden ikrafttrædelse sidste sommer. Ved årets udgang kommer anden del med stort set ophævelse af lukkeloven. Derefter vil kun 13 helligdage være fredet! - Og så siger politikerne, at man vil gøre noget for udkantsområderne! Handlingerne "overdøver" ordene! Nu må vælgerne handle! De nære fællesskaber, som er så vigtigt for livskvaliteten står for skud! Politikerne har ikke øje for deres værdi for samfundet. Fokus har alt for længe været på penge, rationalisering og effektivisering, uden at se på de menneskelige, familiemæssige og miljømæssige følger! Bliver det næste, at daginstitutionerne skal til at holde åbent om søndagen for at passe butiksmedarbejdernes børn? Det er på tide, at vi bremser op og ser på de grundlæggende værdier, som fjerner stress og giver livskvalitet. Derfor skal Nordjylland have en Kristendemokrat i Folketinget, som vil kæmpe for en kursændring, så de nære fællesskaber og livskvalitet prioriteres højere end jagt på penge!