Hirtshals

Fællesspisning i Åbyen

Mandag aften er der igen fællesspisning i Åbyen Medborgerhus. Her ventes mellem 30 og 50 borgere at spise aftensmad sammen.

Palle Hermansen håber, at mange dukker op til generalforsamlingen i Åbyen Medborgerhus 15. februar 2010. Arkivfoto: Bent Bach

Palle Hermansen håber, at mange dukker op til generalforsamlingen i Åbyen Medborgerhus 15. februar 2010. Arkivfoto: Bent Bach

Det er en af de populære aktiviteter, som bestyrelsen bag Åbyen Medborgerhus har stablet på benene de sidste år. - Vi vil gerne have fat i yngre familier med børn, og det er en af måderne, siger Palle Hermansen, som - igen - er formand for Åbyen Medborgerhus. 80 husstande ud af de 270 i Åbyen og opland er medlem af medborgerhuset. For nogle få år siden var huset i krise, og bygningerne var ved at blive overtaget af Hirtshals Kommune. Men siden er interessen og forståelsen for medborgerhuset vokset. - Huset bruges meget af mindre grupper ugen igennem, og i weekenderne lejes det ud til familiefester. Det er jo det, der skaber økonomien bag huset, forklarer Palle Hermansen. Han håber, at alle mand møder op, når der 15. februar er generalforsamling i Åbyen Medborgerhus. Huset er en gammel skole, som foreningen i 1983 købte af børnene til lærer Andersen. Siden da har den fungeret som medborgerhus og ramme om det sociale liv i Åbyen.