Lokalpolitik

Fængsel får nej

Skov- og Naturstyrelsen vil ikke være med til, at en sikret institution bliver placeret i fredsskov i Brønderslev.

En del af arealet ved Psykiatrisk Sygehus, hvor Region og Kommune ønsker at placere et ungdomsfængsel, er fredsskov. Og de kan ikke få lov at få dispensation. Arkivfoto Kurt Bering

En del af arealet ved Psykiatrisk Sygehus, hvor Region og Kommune ønsker at placere et ungdomsfængsel, er fredsskov. Og de kan ikke få lov at få dispensation. Arkivfoto Kurt Bering

Planerne om en sikret institution for unge kriminelle ved Psykiatrisk Sygehus i Brønderslev er løbet ind i problemer. Skov- og Naturstyrelsen vil ikke give lov til et byggeri i området. En del af arealet ved Psykiatrisk Sygehus, som Region Nordjylland ejer, og hvor den nye institution ønskes opført, er nemlig fredsskov. Derfor har Brønderslev Kommune søgt om dispensation for alligevel at få lov at bygge i fredsskoven. Men det har Skov- og Naturstyrelsen altså afvist. Men afslaget betyder bestemt ikke, at planerne er fejet af bordet, understreger borgmester Mikael Klitgaard (V). - Jeg har talt med Regionen, og de vil nu undersøge, om det er muligt at placere institutionen på det areal, hvor der ikke er fredsskov, forklarer Mikael Klitgaard (V). - Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så vil jeg tage en snak med Skov og Naturstyrelsen for at finde en løsning, tilføjer borgmesteren. For det er helt oplagt, at institutionen bliver placeret ved Psykiatrisk Sygehus, mener borgermesteren. - Det er en god placering, og det er vigtigt for kommunen, at vi får denne institution til byen. Og så er det jo også vigtigt, at vi får lavet en sådan institution i Nordjylland, siger Mikael Klitgaard (V). Planerne om ungdomsfængslet i nordbyen har tidligere været i høring, hvor forslaget mødte massiv kritik fra naboer i området. Brønderslev Kommune har selv søgt om at få den sikret institution til byen. Det er Regionen der skal opføre og drive institutionen, mens Brønderslev Kommune skal stå for at lave kommune- og lokalplan.