Retspleje

Fængsel for kørsel uden kørekort

En 45-årig mand fra Brønderslev er ved retten i Hjørring idømt tre måneders ubetinget fængsel for at have kørt bil, selvom han var frakendt sit kørekort.

Den 45 årige var tiltalt for, i ikke mindre end tre tilfælde at have taget bilen, uden altså at være i besiddelse af et kørekort. Tiltalte kunne ved retsmødets begyndelse erkende sig skyldig i tiltalen, og forklarede beredvilligt om de enkelte tiltalepunkter. Første tilfælde var den 14. februar, hvor han i sin arbejdsgivers firmabil blev standset af politiet i Skolegade i Brønderslev. Allerede fjorten dage senere skulle den 45-årige, efter sin egen forklaring, lige køre datteren hen til rideklubben, men her mødte han også den lokale ordensmagt. Tredje gang tiltalte tog chancen var i maj, hvor han angiveligt skulle til Hjallerup Dyrskue. Men også her var tiltalte så uheldig at møde politiet. Det er dog langt fra de eneste tilfælde, hvor den 45-årige har sat sig bag rettet uden at være i besiddelse af et førerbevis. Manden har således adskillige tidligere domme for kørsel uden kørekort. I 2001 blev han frakendt kørekortet for bestandig. Denne gang betegnede anklagemyndigheden forseelserne som tre 6. gangs kørsler og nedlagde påstand om 60 dages fængsel. Men dommeren var af en anden opfattelse og satte faktisk straffen op til tre måneders ubetinget fængsel.