Fængsel for uagtsomt drab

15 måneders fængsel til kvindelig spritbilist, som påkørte og dræbte en 59-årig mand.

Tina Ravn,
En 59-årig mand mistede livet på Løkkensvej uden for Vittrup, da han blev ramt af en spritbilist. Den kvindelige bilist er nu idømt fængsel.Foto: Jan Pedersen
Færdselsforseelser 16. september 2010 08:21

Kvinden sad under det meste af retssagen med hænderne knuget i skødet, men under anklagerens oprulning af bilsammenstødet måtte hun tage dem til ansigtet. Da hun lidt efter fjernede dem igen var det for at dykke ned i lærredsposen ved hendes fødder for at hente en pakke lommetørklæder til at tørre tårerne væk. Voldsom ulykke Den 39-årige Lotte Vestergaard Petersen fra Løkken var ved retten i Hjørring tiltalt for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og for at køre for stærkt. Det kostede hende et år og tre måneders fængsel og otte års frakendelse af sit kørekort. Om aftenen 20. maj 2010 kørte hun af Løkkensvej i stærk påvirket tilstand. Kort før et sving kom hun ud i rabatten, og derefter svingede hun så voldsomt til venstre, at hun havnede i den modsatte vejbane. Her ramte hun en modkørende bilist, en 59-årig mand, der er død på stedet. Promille på 1,72 Den efterfølgende blodprøve viste en alkoholpromille på 1,72 - over tre gange så meget som det tilladte. Kollisionen var så voldsom, at bilens motor blev kastet over i den modsatte vejkant, og speedometret, der var gået i stå ved sammenstødet, viste en fart på 130 km/t. I retten erkendte Lotte Vestergaard Petersen sig skyldig. Foran både hendes egen og den 59-årige mands familie forklarede hun, at hun i tiden op til ulykken var under stort pres. Et dødsfald i nær familie og alvorlige konflikter med hendes eksmand drev hende ud i en depression og et alkoholproblem, og hun blev fyret fra sit arbejde. - Jeg brugte alkohol som en flugt, specielt når jeg havde det skidt, sagde hun. Ingen erindring Selve ulykken og timerne op til den havde Lotte Vestergaard Petersen ingen erindring om, men hun gættede på, at hun den aften havde haft et opgør med sin eksmand og efterfølgende drukket. - Jeg har ledt og ledt efter de billeder af ulykken i mit hoved, men de er der ikke, sagde hun. Hun kunne kun huske, at hun vågnede op på hospitalet. Ingen mild dom Forsvareren fortalte, at Lotte Vestergaard Petersen ikke har drukket siden ulykken og vil ikke gøre det igen. Han bad om en mildere straf, da hun har tre mindreårige børn. Anklageren bad derimod om et år og tre måneders ubetinget fængsel samt otte års frakendelse af kørekortet, og det efterkom dommeren og hans to lægdommere. - Når man kører så stærkt og med så meget alkohol i blodet, kan vi ikke give en mildere dom, sagde dommer Niels Schoubye. Lotte Vestergaard Petersen udbad sig betænkningstid med hensyn til, om hun vil anke dommen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...