Retspleje

Fængsel i otte år for at tæve mand til døde

ODENSE:En mand fra Odense er blevet idømt otte års fængsel, fordi han i august sidste år tævede en mand ihjel i Odense. Den 20-årige Mike Mørk Vilhelmsen tilstod i retten sin forbrydelse. - Jeg vidste godt, at det var galt. Men jeg troede ikke, at han ville dø, sagde manden ifølge Fyens Stiftstidende under retsmødet. Optakten bestod i, at offeret, en 44-årig mand, havde provokeret Mike Mørk Vilhelmsen med et enkelt slag. Vilhelmsen forfulgte den 44-årige, der blev så ilde tilredt af slag og spark, at stort set samtlige knogler i ansigtet knustes. Dommen i en sådan sag ville inden de seneste ændringer af voldsparagrafferne have været seks års fængsel, men stramningen udløste altså ekstra to år. /ritzau/