Retspleje

Fængselsdom til Berlusconi

Der skal tages fornyet stilling til, hvorvidt Berlusconi skal udelukkes fra politik, siger domstol

Italiens højesteret stadfæster fængselsdommen til tidligere premierminister Silvio Berlusconi for skattesvig. Arkivfoto: Scanpix / AFP PHOTO / ALBERTO PIZZOLI

Italiens højesteret stadfæster fængselsdommen til tidligere premierminister Silvio Berlusconi for skattesvig. Arkivfoto: Scanpix / AFP PHOTO / ALBERTO PIZZOLI

ROM:Italiens højesteret stadfæster fængselsdommen til tidligere premierminister Silvio Berlusconi for skattesvig.

Den øverste italienske retsinstans siger samtidigt, at der skal tages fornyet stilling til, hvorvidt Berlusconis skal udelukkes fra politik.

Dommen, som er den første bekræftede fængselsdom til den italienske toppolitiker, stadfæster en afsagt dom på fire års fængsel, hvoraf tre år er dækket af en amnesti. Berlusconi er dog reelt sikker på at slippe med samfundstjeneste eller husarrest fremfor fængsel.

Kan udløse krise

Den længe ventede afgørelse kan udløse en krise i Italiens skrøbelige koalitionsregering.

I den oprindelige dom udelukkes Berlusconi fra at deltage i det politiske liv i fem år. Anklageren havde bedt om at få udelukkelsen reduceret til tre år. Kravet skal nu undersøges nærmere juridisk.

Den tredobbelte premierminister har tidligere formået at holde sig ude af fængslerne, men Berlusconi har selv sagt, at han denne gang vil gå i fængsel, hvis højesteretsdommen gik imod ham.

Afhængig af Berlusconi

Hvis Berlusconi må opgive sin plads i Italiens nationalforsamling kan sagen få store følger for premierminister Enrico Lettas regering, der er afhængig af støtte fra Berlusconis højreparti PDL.

Den 76-årige Berlusconi blev også dømt til syv års fængsel 24. juni i år for at have misbrugt sin stilling som premierminister og for at have købt seksuelle tjenester af en mindreårig. Han kaldte dengang dommen ”ekstrem” og lovede at kæmpe videre.

Italien skåner almindeligvis personer over 70 år fra kortere fængselsdomme.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.