Fængslende Melodi Grand Prix BRAG: På bøssebaren Jailhouse i København var Grand Prix’et i aftes meget mere end en storskærm. NORDJYSKE kiggede indenfor i pailletternes fængsel

KØBENHAVN:- Congratulaaa-tion, skråler Cliff Richard og ser selvsikker ud på storskærmen. Hvad han ikke ved er, at han i disse sekunder bliver visuelt dissekeret og vurderet fra top til tå. Han kan gjalde nok så mange tillykker, for hvis ikke sko, bluse, eyeliner og mikrofon er i orden, er han yt. Rolf Nielsen og Stefan Jensen kigger tavst hinanden i øjnene og snakker videre, derfra hvor de kom. Cliff er okay. Ikke deres yndling, men okay. Det er lørdag aften lidt i seks på bøssebaren Jailhouse i Studiestræde i København. Baren emmer af frydefuld forventning, og de første gæster har allerede indtaget deres pladser med front mod skærmen. Om to timer går det hele går løs. Melodi Grand Prix’et - bøssernes store fest. - Vi var helt oppe at køre, da Brødrene Olsen vandt. Så kom Rollo & King, men så var der Marlene, hvor vi røg ud. Så vi har ligesom været lidt nede, men nu er vi tilbage igen, siger Rolf Nielsen. Han kan sine årstal, sine vindermelodier, sine kostumefavoritter. Som mange andre bøsser handler Melodi Grand Prix’et for ham mindst lige så meget om prangende kostumer og vovede vrik. Dejlige Birthe - Der skal helst være masser af lys og pailletter. Jo flere pailletter, jo bedre, forklarer bartender Johan Lind. Klædt i pang-rød satinskjorte med påsyede grønne, blå og gule pailletstjerner er han glinsende levendegørelse af sine egne ord. ”Melodi Grand Prix” står der med store sølv-paillet-bogstaver på hans ryg. Normalt er bartenderne på Jailhouse ellers klædt i stramme politiuniformer. Men det strikse look matcher ikke rigtig den løssluppenhed, der i aften vil overtage Jailhouse, og også metaltremmerne, der dækker hele rummet har fået sølvlametta og farvestrålende noder på. - ”La’ det swinge” var fantastisk. Den havde det hele. En god koregrafi, god sang og nogle spændende kostumer, siger Johan Lind, mens han dansende serverer rødvin for to nyankomne. Rolf Nielsen slår fast, at for ham er og bliver Birthe Kjærs ”Vi maler byen rød” den bedste danske Grand Prix-sang i nyere tid. - Birthe fremfører den som en glæde. Man bliver glad af at se på det. Et godt show er fuld af glæde og så må det godt stikke lidt ud, så man husker det, siger Rolf Nielsen. Straks er hans øjne igen fæstnet på storskærmen, fængselbarens alter i aften. Det er stadigvæk kun den optagede kavalkade, der kører. Gustav Richard kysser Birthe Wilke, for skibet skal jo sejle i nat. Selvom kysset mellem den maskuline skipper og den hengivne lille Wilke er så ganske heteroseksuelt, vækker det automatisk smil hos de tre mænd i baren. Væggene er spækket med fotos fra tidligere events på baren. Bøsser og drags i vulgære og farvespruttende gevandter. Til Halloween, til Valentines Day, til den store parade Mermaid Pride. Fodbold og makeup Det er mest kvindemoden, der er værd at kigge på, men selvom kvindekroppen seksuelt er komplet uinteressant for en bøsse, er kjoler skønne alligevel: - Det er ligesom hr. Jensen, der vejer 110 kilo, men som sidder derhjemme og ser fodbold. Han kan det ikke selv, men han ser det selv alligevel, eksemplificerer Stefan Jensen. - Vi bruger heller ikke selv makeup, men derfor kan vi godt have en holdning til det. - Nå, jeg bruger da natcreme og dagcreme, siger Johan Lind med et grin. - Uh, så kom heldragterne. Hvor er det bare grimt!, udbryder Stefan Jensen. Lidt efter dukker to mode-kommentatorer op på skærmen. - Er han ikke bøsse? Han lyder altså meget som en bøsse, siger en forbipasserende bartender med et nik imod skærmen. - Jo han er da, siger Johan Lind og forvrænger sin stemme i en lys bøsseimitation: - ”Altså, prøv lige at hør’ her …” Rolf Nielsen og Stefan Jensen bryder ud i grin. - ”Be happy and be gay”, fortsætter Johan Lind, og ingen kan være i tvivl: Det bliver en alle tiders aften på Jailhouse.