Lokalpolitik

Fængslerne skal styres lokalt

KØBENHAVN: SF foreslår, at landets fængsler skal styres delvist af de fem nye regioner, og at regningen for den enkelte fanges ophold betales af de cirka 100 nye storkommuner, skriver dagbladet Information. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har opfordret oppositionen til at melde sig på banen med forslag til den omfattende reform - og det sker nu, siger formanden for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF) til avisen torsdag: - Vi mener, det er en forkert reform, men derfor vil vi ikke bare sidde med hænderne i skødet. Justitsminister Lene Espersen (K) er meget imod forslaget: - Det risikerer at føre til en uensartet praksis fra region til region. Frihedsberøvelse og straffuldbyrdelse er den ultimative form for magtudøvelse over for borgerne, og derfor bør det være placeret i statsligt regi, siger Lene Espersen. Ifølge SF's forslag skal Kriminalforsorgen opdeles, så staten beholder ansvaret for de lukkede fængsler og de groveste fanger, mens alle åbne fængsler og pensioner flyttes ud i de fem nye regioner. - I dag producerer fængslerne jo flere kriminelle end resocialiserede personer. Vi må simpelt hen have en metode til at få bedre fængsler. Og jeg tror, at det er vigtigt, at man lokalt kommer til at bestemme mere, siger Anne Baastrup. De ca. 100 nye storkommuner skal samtidig betale regningen for fængselsopholdet. Det vil give den enkelte kommune langt større interesse i at forebygge kriminalitet og tage sig af de indsatte, der forlader fængslerne, mener Anne Baastrup. /ritzau/